Saa er min sidste uge med PA ved at vaere slut. Maa inderoemme, at det ikke goer mig saa meget. To af de medarbejder her i Cape Coast, er ikke rigtig til at samarbejde med, saa det bliver rart at "blive fri for dem". Det er dog meget trist at mit arbejde slutter. Jeg har sidste dag paa mandag, og det bliver bestemt ikke sjovt. De sidste to dage har jeg dog ikke arbejdet - tirsdag pga en fridag, saa jeg kunne shoppe med min roomie og i gaar fordi det regnede (meget!).
Jeg glaeder mig meget til at komme hjem, men der er stadig 3 uger endnu, og de skal nydes fuldt ud!
I weekenden var jeg paa et beach resort, som siges, at vaere det bedste i Ghana. Stranden var vidunderlig og ikke mindst maden! Det var alt for laekkert. JEg fik for foerste gang mysli med "maelk" og bananer. Det var virkelig en god erstatning til HVIDT broed og peanut butter (Det var laekkert de to foerste uger, men derefter et helvede at komme igennem).
Vi tog dertil fredag morgen og forlod det soendag aften. Vores plan var egentlig at blive der til mandag, men da Bonnie (min roomie) vaagne op soendag morgen ved at der kravlede et "fireben" over hovedet paa hende, var der ingen af os, der havde lyst til at blive en nat mere. Denne weekend stod paa 100 % afslapning og solbadning. og maa indroemme at det med solbadning har gjort min hud utrolig brun!
Denne uge har som sagt staaet paa shopping, selvom jeg ikke har meget plads i min taske paa vej hjem! og i morgen staar den paa hentning af kjoler og et par bukser hos sy-damen og derefter skal vi ud at spise og feste, da det er min roomies sidste aften og egentlig min sidste fredag. Det skal nok blive godt. Paa mandag er det sidste quiz aften og tirsdag skal jeg lave middag for min hostmom. En kvinde der virkelig har sagt sin plads i mit hjerte! Onsdag rejser jeg med en veninde langs kysten i 6 dage, hvor det mest staar paa afslapning paa stranden. Torsdag skal vi holde foedselsdag. Mine foraeldre har sent mig en dejlig pakke med flag, lys, sverietter og den slags. Skal nok blive underligt at holde foedselsdag saadan.
Fra den 8-11. maj har jeg saa faaet lov at bo hjemme i Cape for en lille slat penge, og derefter tager jeg med 4 vennider til et kaempe vandfald og saadan. Den 14. tager jeg til Accra og den 16. flyver jeg hjem. Men det er der vist plads til at fortaelle senere...
Hav nogle dejlige dage i Danmark, og HUSK at nyde DET DEJLIGE VEJR PAA TORSDAG! for selvfoelgelig faar i dejligt vejr ;-)
torsdag den 26. april 2012
lørdag den 14. april 2012
Blandede følelser
Nu er der vel kun 4,5 uge tilbage og det følges som 100 år, men det er også snart. Jeg har efterhånden blandede følelser omkring det, da jeg virkelig savner havregryn til morgenmad og vand fra hanen. Projects Abroad gør det muligt for os, at komme og rejse på de datoer der passer os bedst. Det betyder der hele tiden går og kommer og går folk. I går sagde jeg farvel til to gode ven er - bl.a. Michelle som jeg har rejst rundt med. Det var bestemt ikke en sjov dag at komme igennem, så tør ikke tænke på, hvordan den 16. Maj bliver, hvor jeg selv skal afsted!
Jeg er faldet godt til efter min tur og har fået en ny room mate. Hun hedder bonnie og er fra Holland. Hun er rigtig sød, så det er rigtig dejligt! I aften står den på win and cheese party. Vi aner ikke noget om det, så det er lidt spændende. Ellers er jeg igang med at finde ud af, hvad jeg skal lave fra 1. Maj til 16. Maj. I den periode er jeg nemlig færdig med projects abroad og er på min egen hånd. Det skal nok blive godt - især fordi det bliver badeferie og fødselsdags fejring med en dansk veninde.
torsdag den 12. april 2012
14 dage nordpaa - 2. del
fortsaettelse om turen:
3. april tog vi afsted til en hekse by. Vi kom afsted med en tro-tro, der gik i stykker 20 km foer, der hvor vi skulle skifte tro-tro. Vi kom dog med en soed mand i en laekker AC bil, saa det gik nok. Derefter skiftede vi til en anden tro-tro. Lige foer jeg gik ind i den, saa jeg en mand med en haane i haanden. Den var stadig levende og var kun bundet i benene. Jeg kom ind i tro-troen og manden kom ind kort efter mig. Han var paa vej ned til os, og der begyndte jeg at panikke! Jeg floej op og raabte naermest. Jeg sagde: no no no no - i'm soooo afrid! plese! don't come here!!! og manden grinte saa af mig, men var saa venlig, at saette sig laengere fremme i tro-troen. Det er saadan, at man sidder MEGET taet i en tro-tro, saa der er ikke meget plads at flygte paa. Det er foerste gang, at jeg virkelig har vaeret doeden naer med min fugleangst! Vi kom dog ud til heksene efter lidt besvaer og en laengere koeretur end forventet. Det var rigtig interesant. Foerst skulle vi have lov af hoevdingen og give ham 10 cedis. Derefter blev vi vist rundt. De kvinder, som i en campen, er der, fordi man mener, at de har slaaet nogle ihjel. Det er typisk fordi et barn eller anden person i famillien er doed for tidligt, og derfor tror man, at det er kvinden der har slaaet dem ihjel med deres heksekrafter. Man kan naermest kalde det for et faengsel. Hoevdingen "tager deres hekse krafter fra dem", saa de ikke kan lave hekse magi. Om man tror paa det eller ej, er vist op til en selv, men de der bor der, tror fuldt ud paa det. Vi blev vist rundt af hoevdingens soen - en sort mand med blaa oejne. Det var lidt uhyggeligt. Der bor omkring 200 kvinder i campen. Nogle med deres boern. Vi undre os meget over, hvordan de kan have boern, naar der ingen maend er, men vi ville ikke spoerge... mon det er hoevdingen?
4. april vi tog til tro-tro stationen om morgenen og maatte vente en times tid eller saadan foer tro-troen blev fyldt. De koerer foerst naar de er fyldt op (mega irriterende, for man kan aldrig komme til tiden eller goere flere ting paa en dag). Vi spurgte, hvor lang tid det ville tage, og en mand gaettede paa omkring 8 timer. Det var jeg ikke helt indstillet paa, og Michelle soergede derfor at koebe to sprite til os hver og jeg koebe noget "mad". Vi kom afsted - og saa heldige vi var, var tro-troen rigtig god og vi sad forholdsvis godt. Vi ankom til Kumasi omkring 19.30 - saa det tog ikke 8 timer, men 9,5. Vi var i overraskende godt humoer. Det kom meget bag paa os! Vi overnattede i Kumasi.
5. april forlod vi Kumasi, for at tage til Koforidua. Vores plan var egentlig, at have taget den i et hug dagen i forvejen, men da koeretiden var 9,5 time, synes vi ligesom det var nok tid at koere i. Tro-tro's er ikke ligefrem busser, saa man sidder taet og vejene er lorte daarlige. Vi ankom i Koforidua (K'dua) om eftermiddagen og vi tog paa shopping. Om aftenen moedtes vi med Micky paa en spot bar. Da vi ankom til baren, var der nogle der raabte mit navn. Det er jeg SLET ikke vant til! For det foerste fordi mange ikke kan sige det, og for det andet fordi folk kun kalder "obruni" (hvidt mennekse). Jeg saa saa, at det var skolelederen og en laerer fra skolen, jeg arbejde paa i k'dua. De var saa glade for at se mig, at det virkelig satte sig i mit hjerte. Meget dejlig overraskelse. Derefter at se Micky igen var ogsaa et dejligt gensyn. Maa indroemme, at det var dejligt at se folk igen og byen. Meget hjemligt!
6. april tog vi en dag ved poolen. Mega dejligt! vejret var perfekt! Omkring kl 14 tog vi med en tro-tro til Nkwakwa [kwjar-kwjar]. Det tog 2 timer (mere end forventet!) og derefter skulle vi finde en taxi til det sted, hvor der var paragliding. Da vi kom derop, havde de lige lukket ned pga vejret, saa det var spild af tid, men saadan er Ghana. Et af mine mest brugte saetninger er "you never know - its Ghana!". Vi kom dog sent hjem og var helt faerdige (nok mest pga solen).
7. april tog vi igen afsted til bjergene. Vi skulle moedes med to nye frivillige kl 7, men de kom for sent afsted og Michelle og jeg kan paa vejen hoere to kalde "obruni". Af ren rutine vender vi os ikke om. Vi HADER naar folk kalder os det! til sidst hoere jeg saa en sige "OMG OBRUNI!!!" vi vender os om, og siger: "NOT CALL ME OBRUNI!". virkelig ikke et godt foerste haandsintryk at give! Vi kom afsted omkring kl 8 - alt for sent! og var paa det tidspunkt ikke i godt humoer. Vi ankom omkring kl 11 og fik os skrevet op. Vi fik at vide, at der var 2 til 4 timers ventetid. Paa det tidspunkt var Michelle og jeg total oppe at koere! Vi var mega bange og spaendte! Det aftog efter vi havde ventet 3 timer og omkring kl 15 kunne vi se vejret blev rigtig daarligt, saa jeg gik hen og spurgte, om der var mulighed for, at det blev vores tur. De spurgte efter mit navn, og kunne se det laa langt nede! saa hun sagde: no - come back tomorrow morning around 9am. Vi vente derfor skuffende hjem og gik naermest direkte i seng.
8. april kl 5 ringede vaekkeuret. Vi skulle gerne med en tro-tro omkring kl 6, for at vaere sikker paa, at vaere der kl 9. Vi kom afsted omkring 6.30, men med en driver der koerte til, saa vi mente nok vi skulle indhente det. Driveren sagde, at han ville koere os helt til paragliding, men han maatte virkelig have vaeret paa noget, for han koerte en forkert vej og satte os pludselig af "in the middel of nowhere". Vi havde ingen idee om vi var 5 min fra stedet eller 1 time. Vi kunne ikke faa nogle taxa, saa vi maatte i gang med at blafre. Vi kom blev heldigvis samlet op af tre maend i en laekker bil. To af dem havde virkelig en fest (pga. festivalen) og de sagde, at de ville koere os til et sted, hvor vi kunne faa en taxa. Vi maatte dog have charmeret rigeligt, for de endte med at koere os helt derop, og omkring kl 10 fik vi vores navne paa listen. Michelle som nr. 9 og jeg som nummer 11.
kl 13 blev det min tur. Efter at have kigget paa alle de andre de sidste to dage, havde jeg en idee om, hvem jeg ville springe med - og jeg var heldig! fik en meget rar mand fra USA, som havde sprunget i 17 aar. Mine ben rystede helt vildt, men han beroligede mig. Vi loeb ned af bjergkanten og kom op i luften. Det var vildt underligt, for alting saa udsom om det var et billed. Det var saa underligt at se alting fra oven. Han fortalte mig, at vi var meget heldige med vejret. Vi kom rigtig hoejt op, men jeg har det med at blive let koeresyg og flysyg, og det gjorde jeg ogsaa her, for det giver ryk naar vinden tager en, saa jeg maatte forklare ham, at jeg havde faaet kvalme, men at jeg nok skulle sige til hvis jeg skulle braekke mig. Tror det skramte ham lidt, for han spurgte tre gange i loebet af et kvarter om jeg var ok. Vores landing havde jeg dog frygtet, men han sagde bare: just stand up. ogsaa var vi nede paa jorden. Jeg rystede dog stadig, men Michelle har heldigvis taget en masse billeder, og hvis ikke det var fordi nettet var saa skod og langsomt havde jeg lagt dem op.
9. april ville vi have taget til poolen, men vejret var meget overskyet (stadig varmt!) saa vi tog hen for at hente Michelles kjoler og ellers smaa ting, foer jeg vente hjemad.
Der er meget mere at fortaelle om de 14 dage, men i korte traek var det det. Det var helt vildt, alt det vi oplevede og vi har vaeret meget heldige! ingen ting er blevet stjaalet eller ingen af os er kommet noget stort til. Jeg er nu tilbage i Cape Coast og har 2,5 uge tilbage at arbejde i og 5 uger foer jeg lander i Hamburg.
3. april tog vi afsted til en hekse by. Vi kom afsted med en tro-tro, der gik i stykker 20 km foer, der hvor vi skulle skifte tro-tro. Vi kom dog med en soed mand i en laekker AC bil, saa det gik nok. Derefter skiftede vi til en anden tro-tro. Lige foer jeg gik ind i den, saa jeg en mand med en haane i haanden. Den var stadig levende og var kun bundet i benene. Jeg kom ind i tro-troen og manden kom ind kort efter mig. Han var paa vej ned til os, og der begyndte jeg at panikke! Jeg floej op og raabte naermest. Jeg sagde: no no no no - i'm soooo afrid! plese! don't come here!!! og manden grinte saa af mig, men var saa venlig, at saette sig laengere fremme i tro-troen. Det er saadan, at man sidder MEGET taet i en tro-tro, saa der er ikke meget plads at flygte paa. Det er foerste gang, at jeg virkelig har vaeret doeden naer med min fugleangst! Vi kom dog ud til heksene efter lidt besvaer og en laengere koeretur end forventet. Det var rigtig interesant. Foerst skulle vi have lov af hoevdingen og give ham 10 cedis. Derefter blev vi vist rundt. De kvinder, som i en campen, er der, fordi man mener, at de har slaaet nogle ihjel. Det er typisk fordi et barn eller anden person i famillien er doed for tidligt, og derfor tror man, at det er kvinden der har slaaet dem ihjel med deres heksekrafter. Man kan naermest kalde det for et faengsel. Hoevdingen "tager deres hekse krafter fra dem", saa de ikke kan lave hekse magi. Om man tror paa det eller ej, er vist op til en selv, men de der bor der, tror fuldt ud paa det. Vi blev vist rundt af hoevdingens soen - en sort mand med blaa oejne. Det var lidt uhyggeligt. Der bor omkring 200 kvinder i campen. Nogle med deres boern. Vi undre os meget over, hvordan de kan have boern, naar der ingen maend er, men vi ville ikke spoerge... mon det er hoevdingen?
4. april vi tog til tro-tro stationen om morgenen og maatte vente en times tid eller saadan foer tro-troen blev fyldt. De koerer foerst naar de er fyldt op (mega irriterende, for man kan aldrig komme til tiden eller goere flere ting paa en dag). Vi spurgte, hvor lang tid det ville tage, og en mand gaettede paa omkring 8 timer. Det var jeg ikke helt indstillet paa, og Michelle soergede derfor at koebe to sprite til os hver og jeg koebe noget "mad". Vi kom afsted - og saa heldige vi var, var tro-troen rigtig god og vi sad forholdsvis godt. Vi ankom til Kumasi omkring 19.30 - saa det tog ikke 8 timer, men 9,5. Vi var i overraskende godt humoer. Det kom meget bag paa os! Vi overnattede i Kumasi.
5. april forlod vi Kumasi, for at tage til Koforidua. Vores plan var egentlig, at have taget den i et hug dagen i forvejen, men da koeretiden var 9,5 time, synes vi ligesom det var nok tid at koere i. Tro-tro's er ikke ligefrem busser, saa man sidder taet og vejene er lorte daarlige. Vi ankom i Koforidua (K'dua) om eftermiddagen og vi tog paa shopping. Om aftenen moedtes vi med Micky paa en spot bar. Da vi ankom til baren, var der nogle der raabte mit navn. Det er jeg SLET ikke vant til! For det foerste fordi mange ikke kan sige det, og for det andet fordi folk kun kalder "obruni" (hvidt mennekse). Jeg saa saa, at det var skolelederen og en laerer fra skolen, jeg arbejde paa i k'dua. De var saa glade for at se mig, at det virkelig satte sig i mit hjerte. Meget dejlig overraskelse. Derefter at se Micky igen var ogsaa et dejligt gensyn. Maa indroemme, at det var dejligt at se folk igen og byen. Meget hjemligt!
6. april tog vi en dag ved poolen. Mega dejligt! vejret var perfekt! Omkring kl 14 tog vi med en tro-tro til Nkwakwa [kwjar-kwjar]. Det tog 2 timer (mere end forventet!) og derefter skulle vi finde en taxi til det sted, hvor der var paragliding. Da vi kom derop, havde de lige lukket ned pga vejret, saa det var spild af tid, men saadan er Ghana. Et af mine mest brugte saetninger er "you never know - its Ghana!". Vi kom dog sent hjem og var helt faerdige (nok mest pga solen).
7. april tog vi igen afsted til bjergene. Vi skulle moedes med to nye frivillige kl 7, men de kom for sent afsted og Michelle og jeg kan paa vejen hoere to kalde "obruni". Af ren rutine vender vi os ikke om. Vi HADER naar folk kalder os det! til sidst hoere jeg saa en sige "OMG OBRUNI!!!" vi vender os om, og siger: "NOT CALL ME OBRUNI!". virkelig ikke et godt foerste haandsintryk at give! Vi kom afsted omkring kl 8 - alt for sent! og var paa det tidspunkt ikke i godt humoer. Vi ankom omkring kl 11 og fik os skrevet op. Vi fik at vide, at der var 2 til 4 timers ventetid. Paa det tidspunkt var Michelle og jeg total oppe at koere! Vi var mega bange og spaendte! Det aftog efter vi havde ventet 3 timer og omkring kl 15 kunne vi se vejret blev rigtig daarligt, saa jeg gik hen og spurgte, om der var mulighed for, at det blev vores tur. De spurgte efter mit navn, og kunne se det laa langt nede! saa hun sagde: no - come back tomorrow morning around 9am. Vi vente derfor skuffende hjem og gik naermest direkte i seng.
8. april kl 5 ringede vaekkeuret. Vi skulle gerne med en tro-tro omkring kl 6, for at vaere sikker paa, at vaere der kl 9. Vi kom afsted omkring 6.30, men med en driver der koerte til, saa vi mente nok vi skulle indhente det. Driveren sagde, at han ville koere os helt til paragliding, men han maatte virkelig have vaeret paa noget, for han koerte en forkert vej og satte os pludselig af "in the middel of nowhere". Vi havde ingen idee om vi var 5 min fra stedet eller 1 time. Vi kunne ikke faa nogle taxa, saa vi maatte i gang med at blafre. Vi kom blev heldigvis samlet op af tre maend i en laekker bil. To af dem havde virkelig en fest (pga. festivalen) og de sagde, at de ville koere os til et sted, hvor vi kunne faa en taxa. Vi maatte dog have charmeret rigeligt, for de endte med at koere os helt derop, og omkring kl 10 fik vi vores navne paa listen. Michelle som nr. 9 og jeg som nummer 11.
kl 13 blev det min tur. Efter at have kigget paa alle de andre de sidste to dage, havde jeg en idee om, hvem jeg ville springe med - og jeg var heldig! fik en meget rar mand fra USA, som havde sprunget i 17 aar. Mine ben rystede helt vildt, men han beroligede mig. Vi loeb ned af bjergkanten og kom op i luften. Det var vildt underligt, for alting saa udsom om det var et billed. Det var saa underligt at se alting fra oven. Han fortalte mig, at vi var meget heldige med vejret. Vi kom rigtig hoejt op, men jeg har det med at blive let koeresyg og flysyg, og det gjorde jeg ogsaa her, for det giver ryk naar vinden tager en, saa jeg maatte forklare ham, at jeg havde faaet kvalme, men at jeg nok skulle sige til hvis jeg skulle braekke mig. Tror det skramte ham lidt, for han spurgte tre gange i loebet af et kvarter om jeg var ok. Vores landing havde jeg dog frygtet, men han sagde bare: just stand up. ogsaa var vi nede paa jorden. Jeg rystede dog stadig, men Michelle har heldigvis taget en masse billeder, og hvis ikke det var fordi nettet var saa skod og langsomt havde jeg lagt dem op.
9. april ville vi have taget til poolen, men vejret var meget overskyet (stadig varmt!) saa vi tog hen for at hente Michelles kjoler og ellers smaa ting, foer jeg vente hjemad.
Der er meget mere at fortaelle om de 14 dage, men i korte traek var det det. Det var helt vildt, alt det vi oplevede og vi har vaeret meget heldige! ingen ting er blevet stjaalet eller ingen af os er kommet noget stort til. Jeg er nu tilbage i Cape Coast og har 2,5 uge tilbage at arbejde i og 5 uger foer jeg lander i Hamburg.
onsdag den 11. april 2012
14 dage nordpaa - 1. del
Saa har jeg endelig faaet tid til, at skrive lidt om min tur - der er nemlig meget at fortaelle, saa jeg deler det lidt op:
27. marts startede vi vores tur fra Cape Coast. Michelle var kommet dagen i forvejen, og vi havde faaet lov af Agnes (min hostmum) til, at hun kunne bo hos mig. Vi tog afsted fra huset omkring kl 7 om morgenen med til taxa til tro-tro stationen. Vi fandt heldigvis en rigtig bus med AC og laekre sidepladser. Vi koerte til Kumasi. Det tog omkring 3,5 time. Vi havde foer brugt en weekend der, og havde derfor et frokost sted, som vi altid spiste paa, saa der tog vi hen igen. Derefter tog vi turen videre mod Techiman (2 timers koersel fra Kumasi). Derefter til Wenchi. Her fandt vi et hotel vi havde booket. Wenchi ser ud paa et kort til at vaere en fin by, men der var kun et spisested i "byen". Hotellet hed Pony Hotel og ejeren var nok ikke meget mere end 25 (og endten fuld eller skaev). Vi havde en kaempe seng og tog afsted derfra kl 6 morgen efter, saa det var nu meget fint.
28. marts forlod vi hotellet, som sagt, kl 6. Det var meget tidligt, synes vi den gang... Vi tog til en tro-tro station, hvor vi skulle finde en tro-tro til Bui National Park. Vi havde aftenen inden faaet at vide, at den skulle koere omkring kl 7. Vi sad dog og ventede indtil kl 9... saa lige omkring 3 timer (typisk Afrika vil nogen mene). Vi kom i den mest pakket tro-tro, som jeg laenge har koert med. Det var helt vildt! 21 mennesker! det er ihvertfald 4 for meget. Vi kom til Bui NP, som ligger "in the middel of nowere"! Det var helt vildt. Vi blev heldigvis taget godt imod, og vist til vores rum. Det er nok det vaerste jeg nogensinde har boet i! Der var huller i vaeggene, hvor man kunne hoere dyr kravle rundt. Vi fik at vide, at vi om eftermiddagen kunne komme laengre ind i parken, og muligvis se nogle flodheste. Der var dog et ungt tysk par, som havde proevet om morgenen, men uden held. Vi var klar over, inden vi kom, at sandsynligheden ville vaere lille. Vi kom afsted med Peter. En utrolig soed mand med en sjov hat. Vi saa dog ingen flodheste, men vi saa fodspor fra dem, saa det hjalp lidt paa skuffelsen. Vi vidste dog ikke, hvad vi skulle faa aftenen til at gaa med, da vi jo som sagt virkelig var langt vaek fra ALTING. Vi gik i seng. Jeg fik dog ikke lukket et oeje hele natten og vaagnede med 7 myggestik paa hvert ben. Det var et helvede!
29. marts tog vi afsted igen kl 6 om morgenen fra Bui. Vi tog turen tilbage til Wenchi og derefter til Techiman. Derfra tog vi videre til Tamale. Det tog vel omkring 8 timer at komme dertil, men paa turen, kunne vi virkelig se, hvordan Ghana aendrede sig fra rig til fattig. De bor i hytter (lorte hytter, som min far ville sige) uden vand eller stroem. Det var en lang tur - isaer fordi vi skulle have skiftet daek undervejs og det var LORTE MEGA varmt! Nordghana er helt ekstremt varmt og meget toert, saa det er meget ulideligt. Vi ankom til Tamale og blev taget imod nogle meget irriternede drenge, der ville holde vores tasker osv. Michelle og jeg var bestemt ikke i godt humoer, men vi fandt det hotel vi skulle bo paa. Vores vaerelse var som en sauna. Aldrig har jeg oplevet et rum vaere saa varmt. Vaeggene var varme, gulvene og selv sengene var varme. Vi havde en fane, men det nyttede ikke meget. Det var helt vildt! Jeg lukkede igen ikke et oeje og vaagnede op med en 5 cm hudafskrapning paa mit ben, fordi jeg havde kloeet saa meget. Det er vel det der kalde "kloe sig selv til blods". Det var intet mindre end ulideligt! Vi besluttede derfor at tage videre dagen efter. Vores plan var at blive to naetter, men vi var begge klar over, at det kunne vi ikke rumme. Tamale er en travl storby - ikke som vi kender den derhjemme, men med mange biler der dytter og folk der saelger ting overalt.
30. marts stod vi igen op kl tidligt. Vi skulle nemlig koebe billet til bussen og det skulle goeres mellem 6 og 7 om morgene. Vi fik det gjort og gik tilbage for at faa morgenmad. Derefter havde vi indtil kl. 14, hvor bussen skulle komme. Vi tog derfor paa internet cafe for at kvaele tiden. Vi kom til busstationen omkring kl 13 og ventede paa bussen der skulle komme kl 13.30. Men nej... Tror den kom omkring kl 15 og derefter skulle den pakkes osv. Vi troede, at turen ville tage omkring 2 timer, men vi blev hurtigt skuffet da vi fandt ud af, at vi havde 5 timers koersel foran os. Vi kom derfor til Mole [Mo-ley] national park omkring kl 20 om aftenen og der var vi mega traette og traengte allermest til et bad. Ghana er saa dejlig, at man aldrig ved, hvornaar der er vand, og saadan var det ogsaa i Mole. Det hedder derfor "bad med vand fra spande". Det gik og vores rum, var naermest luksus.
31. marts brugte vi ved poolen. Vi var traette efter alt den koeren og havde mest brug for lidt luksus. Poolen var lille, men alt hvad vi havde brug for.
1. april stod vi tidligt op for at tage paa jeep-safari. Meningen var foerst at tage paa walking-safari, men da vi var 9, og alle gerne ville paa jeep-safari, gjorde vi det. Det kostede nemlig 100 cedis (ca 400 kr.) for jeepen og 6 cedis (24 kr) for guiden. De 100 cedis skulle vi saa dele mellem os 9, saa det var noget billigere end hvis det kun havde vaeret Michelle og jeg. Vi koerte rundt i lang tid, foer vi saa nogle dyr, men vi saa baade elefanter, aber, hjorte, fugle (de var langt vaek, saa det var intet problem) og krokodiller. Meget stor oplevelse at se dem i den virkelig natur og ikke bag et bur. Derefter slappede vi af ved poolen, da vi fik at vide, at bussen tog fra Mole kl 4 om morgenen. Det satte lidt vores "kl 6 om morgenen" i perspektiv.
2. april forlod vi Mole tidligt om morgen, tilbage til Tamale og videre til Bolgatanga. Det var en lang dag i busser. Men vi var efterhaanden traenet i det, saa det var ok. Da vi ankom (kl 14) til Bolgatanga besluttede vi os for, at tage til Paga (45 min i en taxa fra Bolga). Her tog vi ud til et krokodille "halloej", hvor vi kunne roere krokodillerne. De der har set, at jeg har lagt billeder paa facebook, kan nok se, at jeg var lidt bange i starten. Manden fortalte os efterfoelgende, at man kan svoemme med de 400 krokodiller de har. Det holdt hurtigt op, men det var ret vildt. Derefter gik vi til Burkina Faso - saa jeg har nu vaeret i to afrikanske lande. Det var forholdsvis let, men vi skulle snakke med en del maend foerst og LOVE at vi kom tilbage.
27. marts startede vi vores tur fra Cape Coast. Michelle var kommet dagen i forvejen, og vi havde faaet lov af Agnes (min hostmum) til, at hun kunne bo hos mig. Vi tog afsted fra huset omkring kl 7 om morgenen med til taxa til tro-tro stationen. Vi fandt heldigvis en rigtig bus med AC og laekre sidepladser. Vi koerte til Kumasi. Det tog omkring 3,5 time. Vi havde foer brugt en weekend der, og havde derfor et frokost sted, som vi altid spiste paa, saa der tog vi hen igen. Derefter tog vi turen videre mod Techiman (2 timers koersel fra Kumasi). Derefter til Wenchi. Her fandt vi et hotel vi havde booket. Wenchi ser ud paa et kort til at vaere en fin by, men der var kun et spisested i "byen". Hotellet hed Pony Hotel og ejeren var nok ikke meget mere end 25 (og endten fuld eller skaev). Vi havde en kaempe seng og tog afsted derfra kl 6 morgen efter, saa det var nu meget fint.
28. marts forlod vi hotellet, som sagt, kl 6. Det var meget tidligt, synes vi den gang... Vi tog til en tro-tro station, hvor vi skulle finde en tro-tro til Bui National Park. Vi havde aftenen inden faaet at vide, at den skulle koere omkring kl 7. Vi sad dog og ventede indtil kl 9... saa lige omkring 3 timer (typisk Afrika vil nogen mene). Vi kom i den mest pakket tro-tro, som jeg laenge har koert med. Det var helt vildt! 21 mennesker! det er ihvertfald 4 for meget. Vi kom til Bui NP, som ligger "in the middel of nowere"! Det var helt vildt. Vi blev heldigvis taget godt imod, og vist til vores rum. Det er nok det vaerste jeg nogensinde har boet i! Der var huller i vaeggene, hvor man kunne hoere dyr kravle rundt. Vi fik at vide, at vi om eftermiddagen kunne komme laengre ind i parken, og muligvis se nogle flodheste. Der var dog et ungt tysk par, som havde proevet om morgenen, men uden held. Vi var klar over, inden vi kom, at sandsynligheden ville vaere lille. Vi kom afsted med Peter. En utrolig soed mand med en sjov hat. Vi saa dog ingen flodheste, men vi saa fodspor fra dem, saa det hjalp lidt paa skuffelsen. Vi vidste dog ikke, hvad vi skulle faa aftenen til at gaa med, da vi jo som sagt virkelig var langt vaek fra ALTING. Vi gik i seng. Jeg fik dog ikke lukket et oeje hele natten og vaagnede med 7 myggestik paa hvert ben. Det var et helvede!
29. marts tog vi afsted igen kl 6 om morgenen fra Bui. Vi tog turen tilbage til Wenchi og derefter til Techiman. Derfra tog vi videre til Tamale. Det tog vel omkring 8 timer at komme dertil, men paa turen, kunne vi virkelig se, hvordan Ghana aendrede sig fra rig til fattig. De bor i hytter (lorte hytter, som min far ville sige) uden vand eller stroem. Det var en lang tur - isaer fordi vi skulle have skiftet daek undervejs og det var LORTE MEGA varmt! Nordghana er helt ekstremt varmt og meget toert, saa det er meget ulideligt. Vi ankom til Tamale og blev taget imod nogle meget irriternede drenge, der ville holde vores tasker osv. Michelle og jeg var bestemt ikke i godt humoer, men vi fandt det hotel vi skulle bo paa. Vores vaerelse var som en sauna. Aldrig har jeg oplevet et rum vaere saa varmt. Vaeggene var varme, gulvene og selv sengene var varme. Vi havde en fane, men det nyttede ikke meget. Det var helt vildt! Jeg lukkede igen ikke et oeje og vaagnede op med en 5 cm hudafskrapning paa mit ben, fordi jeg havde kloeet saa meget. Det er vel det der kalde "kloe sig selv til blods". Det var intet mindre end ulideligt! Vi besluttede derfor at tage videre dagen efter. Vores plan var at blive to naetter, men vi var begge klar over, at det kunne vi ikke rumme. Tamale er en travl storby - ikke som vi kender den derhjemme, men med mange biler der dytter og folk der saelger ting overalt.
30. marts stod vi igen op kl tidligt. Vi skulle nemlig koebe billet til bussen og det skulle goeres mellem 6 og 7 om morgene. Vi fik det gjort og gik tilbage for at faa morgenmad. Derefter havde vi indtil kl. 14, hvor bussen skulle komme. Vi tog derfor paa internet cafe for at kvaele tiden. Vi kom til busstationen omkring kl 13 og ventede paa bussen der skulle komme kl 13.30. Men nej... Tror den kom omkring kl 15 og derefter skulle den pakkes osv. Vi troede, at turen ville tage omkring 2 timer, men vi blev hurtigt skuffet da vi fandt ud af, at vi havde 5 timers koersel foran os. Vi kom derfor til Mole [Mo-ley] national park omkring kl 20 om aftenen og der var vi mega traette og traengte allermest til et bad. Ghana er saa dejlig, at man aldrig ved, hvornaar der er vand, og saadan var det ogsaa i Mole. Det hedder derfor "bad med vand fra spande". Det gik og vores rum, var naermest luksus.
31. marts brugte vi ved poolen. Vi var traette efter alt den koeren og havde mest brug for lidt luksus. Poolen var lille, men alt hvad vi havde brug for.
1. april stod vi tidligt op for at tage paa jeep-safari. Meningen var foerst at tage paa walking-safari, men da vi var 9, og alle gerne ville paa jeep-safari, gjorde vi det. Det kostede nemlig 100 cedis (ca 400 kr.) for jeepen og 6 cedis (24 kr) for guiden. De 100 cedis skulle vi saa dele mellem os 9, saa det var noget billigere end hvis det kun havde vaeret Michelle og jeg. Vi koerte rundt i lang tid, foer vi saa nogle dyr, men vi saa baade elefanter, aber, hjorte, fugle (de var langt vaek, saa det var intet problem) og krokodiller. Meget stor oplevelse at se dem i den virkelig natur og ikke bag et bur. Derefter slappede vi af ved poolen, da vi fik at vide, at bussen tog fra Mole kl 4 om morgenen. Det satte lidt vores "kl 6 om morgenen" i perspektiv.
2. april forlod vi Mole tidligt om morgen, tilbage til Tamale og videre til Bolgatanga. Det var en lang dag i busser. Men vi var efterhaanden traenet i det, saa det var ok. Da vi ankom (kl 14) til Bolgatanga besluttede vi os for, at tage til Paga (45 min i en taxa fra Bolga). Her tog vi ud til et krokodille "halloej", hvor vi kunne roere krokodillerne. De der har set, at jeg har lagt billeder paa facebook, kan nok se, at jeg var lidt bange i starten. Manden fortalte os efterfoelgende, at man kan svoemme med de 400 krokodiller de har. Det holdt hurtigt op, men det var ret vildt. Derefter gik vi til Burkina Faso - saa jeg har nu vaeret i to afrikanske lande. Det var forholdsvis let, men vi skulle snakke med en del maend foerst og LOVE at vi kom tilbage.
søndag den 25. marts 2012
afgang nordpaa
Der er vist ikke saa meget at fortaelle, og derfor ikke saa mange opdateringer. Derudover er nettet virkelig daarlig. Men jeg har det stadig godt og nyder livet. I gaar havde jeg halvvejs dag. Det var baade trist men ogsaa fint. Nogle dage glaeder jeg mig til at komme hjem, men kan stadig ikke forestille mig hvordan det bliver at komme hjem.
Tirsdag morgen tager Michelle og jeg nord paa. Det bliver helt vildt fedt og glaeder mig! Derfor vil der gaa lang tid foer jeg opdatere igen. Vi rejser hele paasken og vil derfor vaere hjemme ester monday where they have a big party.
Tirsdag morgen tager Michelle og jeg nord paa. Det bliver helt vildt fedt og glaeder mig! Derfor vil der gaa lang tid foer jeg opdatere igen. Vi rejser hele paasken og vil derfor vaere hjemme ester monday where they have a big party.
lørdag den 17. marts 2012
Værste aften længe
Overskriften lyder måske mere voldsom, end det er, men i går aftes oplevede jeg mit hid til værste møde med varmen. Var sikker på at jeg skulle smelte væk! Fra omkring 19 til 23 var strømmen væk. Det betyder, at fanen ikke kan holde rummet forholdsvis kølig. Det var forfærdigeligt. Kunne ikke rigtig læse og havde det som om jeg lå bagende i solen. Vil skyde på der var omkring 25 grader - måske mere. Så i må nyde jeres kolde aftener! ;)
Jeg har lige fundet ud af, at næste lørdag er dagen, hvor jeg har været her i halvdelen af tiden. Meget mærkeligt! Tiden går så hurtig. Og det er allerede mandag Michelle og jeg tager afsted. Bliver så godt. Glæder mig helt vildt!
tirsdag den 13. marts 2012
sports projekt
Saa blev det tid til at fortaelle, hvad mit projekt gaar ud paa.
Jeg moeder paa arbejdet foer 14 hver dag. Jeg moeder i et guesthouse, som er en del af et boernehjem kaldet childrens hope of home. Det ligger ikke sammen med boernehjemmet, men nogle af de frivillige bor der, og det er ogsaa en del af kontoret - maaske en slags personalestue. Omkring kl 15 pakker vi en sportstaske og bevaegger os op paa en stor sportsplads. I starten er der naesten ingen boern, men de kommer loebende mellem 15-16. Som regl starter vi piger med at hoppe i sjippetov (?) og Joe (lederen af projektet, som er 24 aar) spiller lidt fodbold med drengene. Naar vi vurdere, at der ikke kommer flere boern, gaar vi igang med at lave sport. De fleste af mine 10 arbejdsdage har staaet paa fodbold. Jeg tog derfor en snak med Joe, om vi ikke kunne lave nogle forskellige ting, da jeg kunne se pigerne ikke ville vaere med paa det med fodbold. Det betoed, at vi i gaar spillede en slags rundbold. Meget sjovt. Jeg er egentlig bare en del af boernene, og underviser derfor ikke. Boerene synes det er rigtig sjovt, naar en "obruni" loeber og spiller med dem. Fx scorede jeg maal sidste fredag og det synes de var mega fedt.
Boernene er i alderen 4-13 aar gamle, vil jeg skyde paa. Det er meget svaert at sige, og det er ikke altid de samme boern der kommer. De kommer og gaar som de har lyst til, og det goer det svaert at forberede noget.
Da jeg kom troede jeg det ogsaa var et projekt, hvor vi snakker med boernene. Men det har vi egentlig ikke rigtig gjort, og jeg har derfor taget fat i Joe og snakket med ham om, hvordan vi kan rette projektet i den retning. Derfor var jeg i fredags ude at koebe 30 tandboerster og 30 tandpastaer. Boernene skulle laerer at boerste taender 2 gange om dagen og hvordan man ellers goer det.
Jeg er meget glad for projektet og meget glad for de mennesker jeg arbejder sammen med!
Jeg moeder paa arbejdet foer 14 hver dag. Jeg moeder i et guesthouse, som er en del af et boernehjem kaldet childrens hope of home. Det ligger ikke sammen med boernehjemmet, men nogle af de frivillige bor der, og det er ogsaa en del af kontoret - maaske en slags personalestue. Omkring kl 15 pakker vi en sportstaske og bevaegger os op paa en stor sportsplads. I starten er der naesten ingen boern, men de kommer loebende mellem 15-16. Som regl starter vi piger med at hoppe i sjippetov (?) og Joe (lederen af projektet, som er 24 aar) spiller lidt fodbold med drengene. Naar vi vurdere, at der ikke kommer flere boern, gaar vi igang med at lave sport. De fleste af mine 10 arbejdsdage har staaet paa fodbold. Jeg tog derfor en snak med Joe, om vi ikke kunne lave nogle forskellige ting, da jeg kunne se pigerne ikke ville vaere med paa det med fodbold. Det betoed, at vi i gaar spillede en slags rundbold. Meget sjovt. Jeg er egentlig bare en del af boernene, og underviser derfor ikke. Boerene synes det er rigtig sjovt, naar en "obruni" loeber og spiller med dem. Fx scorede jeg maal sidste fredag og det synes de var mega fedt.
Boernene er i alderen 4-13 aar gamle, vil jeg skyde paa. Det er meget svaert at sige, og det er ikke altid de samme boern der kommer. De kommer og gaar som de har lyst til, og det goer det svaert at forberede noget.
Da jeg kom troede jeg det ogsaa var et projekt, hvor vi snakker med boernene. Men det har vi egentlig ikke rigtig gjort, og jeg har derfor taget fat i Joe og snakket med ham om, hvordan vi kan rette projektet i den retning. Derfor var jeg i fredags ude at koebe 30 tandboerster og 30 tandpastaer. Boernene skulle laerer at boerste taender 2 gange om dagen og hvordan man ellers goer det.
Jeg er meget glad for projektet og meget glad for de mennesker jeg arbejder sammen med!
Abonner på:
Opslag (Atom)