Saa er min sidste uge med PA ved at vaere slut. Maa inderoemme, at det ikke goer mig saa meget. To af de medarbejder her i Cape Coast, er ikke rigtig til at samarbejde med, saa det bliver rart at "blive fri for dem". Det er dog meget trist at mit arbejde slutter. Jeg har sidste dag paa mandag, og det bliver bestemt ikke sjovt. De sidste to dage har jeg dog ikke arbejdet - tirsdag pga en fridag, saa jeg kunne shoppe med min roomie og i gaar fordi det regnede (meget!).
Jeg glaeder mig meget til at komme hjem, men der er stadig 3 uger endnu, og de skal nydes fuldt ud!
I weekenden var jeg paa et beach resort, som siges, at vaere det bedste i Ghana. Stranden var vidunderlig og ikke mindst maden! Det var alt for laekkert. JEg fik for foerste gang mysli med "maelk" og bananer. Det var virkelig en god erstatning til HVIDT broed og peanut butter (Det var laekkert de to foerste uger, men derefter et helvede at komme igennem).
Vi tog dertil fredag morgen og forlod det soendag aften. Vores plan var egentlig at blive der til mandag, men da Bonnie (min roomie) vaagne op soendag morgen ved at der kravlede et "fireben" over hovedet paa hende, var der ingen af os, der havde lyst til at blive en nat mere. Denne weekend stod paa 100 % afslapning og solbadning. og maa indroemme at det med solbadning har gjort min hud utrolig brun!
Denne uge har som sagt staaet paa shopping, selvom jeg ikke har meget plads i min taske paa vej hjem! og i morgen staar den paa hentning af kjoler og et par bukser hos sy-damen og derefter skal vi ud at spise og feste, da det er min roomies sidste aften og egentlig min sidste fredag. Det skal nok blive godt. Paa mandag er det sidste quiz aften og tirsdag skal jeg lave middag for min hostmom. En kvinde der virkelig har sagt sin plads i mit hjerte! Onsdag rejser jeg med en veninde langs kysten i 6 dage, hvor det mest staar paa afslapning paa stranden. Torsdag skal vi holde foedselsdag. Mine foraeldre har sent mig en dejlig pakke med flag, lys, sverietter og den slags. Skal nok blive underligt at holde foedselsdag saadan.
Fra den 8-11. maj har jeg saa faaet lov at bo hjemme i Cape for en lille slat penge, og derefter tager jeg med 4 vennider til et kaempe vandfald og saadan. Den 14. tager jeg til Accra og den 16. flyver jeg hjem. Men det er der vist plads til at fortaelle senere...
Hav nogle dejlige dage i Danmark, og HUSK at nyde DET DEJLIGE VEJR PAA TORSDAG! for selvfoelgelig faar i dejligt vejr ;-)
torsdag den 26. april 2012
lørdag den 14. april 2012
Blandede følelser
Nu er der vel kun 4,5 uge tilbage og det følges som 100 år, men det er også snart. Jeg har efterhånden blandede følelser omkring det, da jeg virkelig savner havregryn til morgenmad og vand fra hanen. Projects Abroad gør det muligt for os, at komme og rejse på de datoer der passer os bedst. Det betyder der hele tiden går og kommer og går folk. I går sagde jeg farvel til to gode ven er - bl.a. Michelle som jeg har rejst rundt med. Det var bestemt ikke en sjov dag at komme igennem, så tør ikke tænke på, hvordan den 16. Maj bliver, hvor jeg selv skal afsted!
Jeg er faldet godt til efter min tur og har fået en ny room mate. Hun hedder bonnie og er fra Holland. Hun er rigtig sød, så det er rigtig dejligt! I aften står den på win and cheese party. Vi aner ikke noget om det, så det er lidt spændende. Ellers er jeg igang med at finde ud af, hvad jeg skal lave fra 1. Maj til 16. Maj. I den periode er jeg nemlig færdig med projects abroad og er på min egen hånd. Det skal nok blive godt - især fordi det bliver badeferie og fødselsdags fejring med en dansk veninde.
torsdag den 12. april 2012
14 dage nordpaa - 2. del
fortsaettelse om turen:
3. april tog vi afsted til en hekse by. Vi kom afsted med en tro-tro, der gik i stykker 20 km foer, der hvor vi skulle skifte tro-tro. Vi kom dog med en soed mand i en laekker AC bil, saa det gik nok. Derefter skiftede vi til en anden tro-tro. Lige foer jeg gik ind i den, saa jeg en mand med en haane i haanden. Den var stadig levende og var kun bundet i benene. Jeg kom ind i tro-troen og manden kom ind kort efter mig. Han var paa vej ned til os, og der begyndte jeg at panikke! Jeg floej op og raabte naermest. Jeg sagde: no no no no - i'm soooo afrid! plese! don't come here!!! og manden grinte saa af mig, men var saa venlig, at saette sig laengere fremme i tro-troen. Det er saadan, at man sidder MEGET taet i en tro-tro, saa der er ikke meget plads at flygte paa. Det er foerste gang, at jeg virkelig har vaeret doeden naer med min fugleangst! Vi kom dog ud til heksene efter lidt besvaer og en laengere koeretur end forventet. Det var rigtig interesant. Foerst skulle vi have lov af hoevdingen og give ham 10 cedis. Derefter blev vi vist rundt. De kvinder, som i en campen, er der, fordi man mener, at de har slaaet nogle ihjel. Det er typisk fordi et barn eller anden person i famillien er doed for tidligt, og derfor tror man, at det er kvinden der har slaaet dem ihjel med deres heksekrafter. Man kan naermest kalde det for et faengsel. Hoevdingen "tager deres hekse krafter fra dem", saa de ikke kan lave hekse magi. Om man tror paa det eller ej, er vist op til en selv, men de der bor der, tror fuldt ud paa det. Vi blev vist rundt af hoevdingens soen - en sort mand med blaa oejne. Det var lidt uhyggeligt. Der bor omkring 200 kvinder i campen. Nogle med deres boern. Vi undre os meget over, hvordan de kan have boern, naar der ingen maend er, men vi ville ikke spoerge... mon det er hoevdingen?
4. april vi tog til tro-tro stationen om morgenen og maatte vente en times tid eller saadan foer tro-troen blev fyldt. De koerer foerst naar de er fyldt op (mega irriterende, for man kan aldrig komme til tiden eller goere flere ting paa en dag). Vi spurgte, hvor lang tid det ville tage, og en mand gaettede paa omkring 8 timer. Det var jeg ikke helt indstillet paa, og Michelle soergede derfor at koebe to sprite til os hver og jeg koebe noget "mad". Vi kom afsted - og saa heldige vi var, var tro-troen rigtig god og vi sad forholdsvis godt. Vi ankom til Kumasi omkring 19.30 - saa det tog ikke 8 timer, men 9,5. Vi var i overraskende godt humoer. Det kom meget bag paa os! Vi overnattede i Kumasi.
5. april forlod vi Kumasi, for at tage til Koforidua. Vores plan var egentlig, at have taget den i et hug dagen i forvejen, men da koeretiden var 9,5 time, synes vi ligesom det var nok tid at koere i. Tro-tro's er ikke ligefrem busser, saa man sidder taet og vejene er lorte daarlige. Vi ankom i Koforidua (K'dua) om eftermiddagen og vi tog paa shopping. Om aftenen moedtes vi med Micky paa en spot bar. Da vi ankom til baren, var der nogle der raabte mit navn. Det er jeg SLET ikke vant til! For det foerste fordi mange ikke kan sige det, og for det andet fordi folk kun kalder "obruni" (hvidt mennekse). Jeg saa saa, at det var skolelederen og en laerer fra skolen, jeg arbejde paa i k'dua. De var saa glade for at se mig, at det virkelig satte sig i mit hjerte. Meget dejlig overraskelse. Derefter at se Micky igen var ogsaa et dejligt gensyn. Maa indroemme, at det var dejligt at se folk igen og byen. Meget hjemligt!
6. april tog vi en dag ved poolen. Mega dejligt! vejret var perfekt! Omkring kl 14 tog vi med en tro-tro til Nkwakwa [kwjar-kwjar]. Det tog 2 timer (mere end forventet!) og derefter skulle vi finde en taxi til det sted, hvor der var paragliding. Da vi kom derop, havde de lige lukket ned pga vejret, saa det var spild af tid, men saadan er Ghana. Et af mine mest brugte saetninger er "you never know - its Ghana!". Vi kom dog sent hjem og var helt faerdige (nok mest pga solen).
7. april tog vi igen afsted til bjergene. Vi skulle moedes med to nye frivillige kl 7, men de kom for sent afsted og Michelle og jeg kan paa vejen hoere to kalde "obruni". Af ren rutine vender vi os ikke om. Vi HADER naar folk kalder os det! til sidst hoere jeg saa en sige "OMG OBRUNI!!!" vi vender os om, og siger: "NOT CALL ME OBRUNI!". virkelig ikke et godt foerste haandsintryk at give! Vi kom afsted omkring kl 8 - alt for sent! og var paa det tidspunkt ikke i godt humoer. Vi ankom omkring kl 11 og fik os skrevet op. Vi fik at vide, at der var 2 til 4 timers ventetid. Paa det tidspunkt var Michelle og jeg total oppe at koere! Vi var mega bange og spaendte! Det aftog efter vi havde ventet 3 timer og omkring kl 15 kunne vi se vejret blev rigtig daarligt, saa jeg gik hen og spurgte, om der var mulighed for, at det blev vores tur. De spurgte efter mit navn, og kunne se det laa langt nede! saa hun sagde: no - come back tomorrow morning around 9am. Vi vente derfor skuffende hjem og gik naermest direkte i seng.
8. april kl 5 ringede vaekkeuret. Vi skulle gerne med en tro-tro omkring kl 6, for at vaere sikker paa, at vaere der kl 9. Vi kom afsted omkring 6.30, men med en driver der koerte til, saa vi mente nok vi skulle indhente det. Driveren sagde, at han ville koere os helt til paragliding, men han maatte virkelig have vaeret paa noget, for han koerte en forkert vej og satte os pludselig af "in the middel of nowhere". Vi havde ingen idee om vi var 5 min fra stedet eller 1 time. Vi kunne ikke faa nogle taxa, saa vi maatte i gang med at blafre. Vi kom blev heldigvis samlet op af tre maend i en laekker bil. To af dem havde virkelig en fest (pga. festivalen) og de sagde, at de ville koere os til et sted, hvor vi kunne faa en taxa. Vi maatte dog have charmeret rigeligt, for de endte med at koere os helt derop, og omkring kl 10 fik vi vores navne paa listen. Michelle som nr. 9 og jeg som nummer 11.
kl 13 blev det min tur. Efter at have kigget paa alle de andre de sidste to dage, havde jeg en idee om, hvem jeg ville springe med - og jeg var heldig! fik en meget rar mand fra USA, som havde sprunget i 17 aar. Mine ben rystede helt vildt, men han beroligede mig. Vi loeb ned af bjergkanten og kom op i luften. Det var vildt underligt, for alting saa udsom om det var et billed. Det var saa underligt at se alting fra oven. Han fortalte mig, at vi var meget heldige med vejret. Vi kom rigtig hoejt op, men jeg har det med at blive let koeresyg og flysyg, og det gjorde jeg ogsaa her, for det giver ryk naar vinden tager en, saa jeg maatte forklare ham, at jeg havde faaet kvalme, men at jeg nok skulle sige til hvis jeg skulle braekke mig. Tror det skramte ham lidt, for han spurgte tre gange i loebet af et kvarter om jeg var ok. Vores landing havde jeg dog frygtet, men han sagde bare: just stand up. ogsaa var vi nede paa jorden. Jeg rystede dog stadig, men Michelle har heldigvis taget en masse billeder, og hvis ikke det var fordi nettet var saa skod og langsomt havde jeg lagt dem op.
9. april ville vi have taget til poolen, men vejret var meget overskyet (stadig varmt!) saa vi tog hen for at hente Michelles kjoler og ellers smaa ting, foer jeg vente hjemad.
Der er meget mere at fortaelle om de 14 dage, men i korte traek var det det. Det var helt vildt, alt det vi oplevede og vi har vaeret meget heldige! ingen ting er blevet stjaalet eller ingen af os er kommet noget stort til. Jeg er nu tilbage i Cape Coast og har 2,5 uge tilbage at arbejde i og 5 uger foer jeg lander i Hamburg.
3. april tog vi afsted til en hekse by. Vi kom afsted med en tro-tro, der gik i stykker 20 km foer, der hvor vi skulle skifte tro-tro. Vi kom dog med en soed mand i en laekker AC bil, saa det gik nok. Derefter skiftede vi til en anden tro-tro. Lige foer jeg gik ind i den, saa jeg en mand med en haane i haanden. Den var stadig levende og var kun bundet i benene. Jeg kom ind i tro-troen og manden kom ind kort efter mig. Han var paa vej ned til os, og der begyndte jeg at panikke! Jeg floej op og raabte naermest. Jeg sagde: no no no no - i'm soooo afrid! plese! don't come here!!! og manden grinte saa af mig, men var saa venlig, at saette sig laengere fremme i tro-troen. Det er saadan, at man sidder MEGET taet i en tro-tro, saa der er ikke meget plads at flygte paa. Det er foerste gang, at jeg virkelig har vaeret doeden naer med min fugleangst! Vi kom dog ud til heksene efter lidt besvaer og en laengere koeretur end forventet. Det var rigtig interesant. Foerst skulle vi have lov af hoevdingen og give ham 10 cedis. Derefter blev vi vist rundt. De kvinder, som i en campen, er der, fordi man mener, at de har slaaet nogle ihjel. Det er typisk fordi et barn eller anden person i famillien er doed for tidligt, og derfor tror man, at det er kvinden der har slaaet dem ihjel med deres heksekrafter. Man kan naermest kalde det for et faengsel. Hoevdingen "tager deres hekse krafter fra dem", saa de ikke kan lave hekse magi. Om man tror paa det eller ej, er vist op til en selv, men de der bor der, tror fuldt ud paa det. Vi blev vist rundt af hoevdingens soen - en sort mand med blaa oejne. Det var lidt uhyggeligt. Der bor omkring 200 kvinder i campen. Nogle med deres boern. Vi undre os meget over, hvordan de kan have boern, naar der ingen maend er, men vi ville ikke spoerge... mon det er hoevdingen?
4. april vi tog til tro-tro stationen om morgenen og maatte vente en times tid eller saadan foer tro-troen blev fyldt. De koerer foerst naar de er fyldt op (mega irriterende, for man kan aldrig komme til tiden eller goere flere ting paa en dag). Vi spurgte, hvor lang tid det ville tage, og en mand gaettede paa omkring 8 timer. Det var jeg ikke helt indstillet paa, og Michelle soergede derfor at koebe to sprite til os hver og jeg koebe noget "mad". Vi kom afsted - og saa heldige vi var, var tro-troen rigtig god og vi sad forholdsvis godt. Vi ankom til Kumasi omkring 19.30 - saa det tog ikke 8 timer, men 9,5. Vi var i overraskende godt humoer. Det kom meget bag paa os! Vi overnattede i Kumasi.
5. april forlod vi Kumasi, for at tage til Koforidua. Vores plan var egentlig, at have taget den i et hug dagen i forvejen, men da koeretiden var 9,5 time, synes vi ligesom det var nok tid at koere i. Tro-tro's er ikke ligefrem busser, saa man sidder taet og vejene er lorte daarlige. Vi ankom i Koforidua (K'dua) om eftermiddagen og vi tog paa shopping. Om aftenen moedtes vi med Micky paa en spot bar. Da vi ankom til baren, var der nogle der raabte mit navn. Det er jeg SLET ikke vant til! For det foerste fordi mange ikke kan sige det, og for det andet fordi folk kun kalder "obruni" (hvidt mennekse). Jeg saa saa, at det var skolelederen og en laerer fra skolen, jeg arbejde paa i k'dua. De var saa glade for at se mig, at det virkelig satte sig i mit hjerte. Meget dejlig overraskelse. Derefter at se Micky igen var ogsaa et dejligt gensyn. Maa indroemme, at det var dejligt at se folk igen og byen. Meget hjemligt!
6. april tog vi en dag ved poolen. Mega dejligt! vejret var perfekt! Omkring kl 14 tog vi med en tro-tro til Nkwakwa [kwjar-kwjar]. Det tog 2 timer (mere end forventet!) og derefter skulle vi finde en taxi til det sted, hvor der var paragliding. Da vi kom derop, havde de lige lukket ned pga vejret, saa det var spild af tid, men saadan er Ghana. Et af mine mest brugte saetninger er "you never know - its Ghana!". Vi kom dog sent hjem og var helt faerdige (nok mest pga solen).
7. april tog vi igen afsted til bjergene. Vi skulle moedes med to nye frivillige kl 7, men de kom for sent afsted og Michelle og jeg kan paa vejen hoere to kalde "obruni". Af ren rutine vender vi os ikke om. Vi HADER naar folk kalder os det! til sidst hoere jeg saa en sige "OMG OBRUNI!!!" vi vender os om, og siger: "NOT CALL ME OBRUNI!". virkelig ikke et godt foerste haandsintryk at give! Vi kom afsted omkring kl 8 - alt for sent! og var paa det tidspunkt ikke i godt humoer. Vi ankom omkring kl 11 og fik os skrevet op. Vi fik at vide, at der var 2 til 4 timers ventetid. Paa det tidspunkt var Michelle og jeg total oppe at koere! Vi var mega bange og spaendte! Det aftog efter vi havde ventet 3 timer og omkring kl 15 kunne vi se vejret blev rigtig daarligt, saa jeg gik hen og spurgte, om der var mulighed for, at det blev vores tur. De spurgte efter mit navn, og kunne se det laa langt nede! saa hun sagde: no - come back tomorrow morning around 9am. Vi vente derfor skuffende hjem og gik naermest direkte i seng.
8. april kl 5 ringede vaekkeuret. Vi skulle gerne med en tro-tro omkring kl 6, for at vaere sikker paa, at vaere der kl 9. Vi kom afsted omkring 6.30, men med en driver der koerte til, saa vi mente nok vi skulle indhente det. Driveren sagde, at han ville koere os helt til paragliding, men han maatte virkelig have vaeret paa noget, for han koerte en forkert vej og satte os pludselig af "in the middel of nowhere". Vi havde ingen idee om vi var 5 min fra stedet eller 1 time. Vi kunne ikke faa nogle taxa, saa vi maatte i gang med at blafre. Vi kom blev heldigvis samlet op af tre maend i en laekker bil. To af dem havde virkelig en fest (pga. festivalen) og de sagde, at de ville koere os til et sted, hvor vi kunne faa en taxa. Vi maatte dog have charmeret rigeligt, for de endte med at koere os helt derop, og omkring kl 10 fik vi vores navne paa listen. Michelle som nr. 9 og jeg som nummer 11.
kl 13 blev det min tur. Efter at have kigget paa alle de andre de sidste to dage, havde jeg en idee om, hvem jeg ville springe med - og jeg var heldig! fik en meget rar mand fra USA, som havde sprunget i 17 aar. Mine ben rystede helt vildt, men han beroligede mig. Vi loeb ned af bjergkanten og kom op i luften. Det var vildt underligt, for alting saa udsom om det var et billed. Det var saa underligt at se alting fra oven. Han fortalte mig, at vi var meget heldige med vejret. Vi kom rigtig hoejt op, men jeg har det med at blive let koeresyg og flysyg, og det gjorde jeg ogsaa her, for det giver ryk naar vinden tager en, saa jeg maatte forklare ham, at jeg havde faaet kvalme, men at jeg nok skulle sige til hvis jeg skulle braekke mig. Tror det skramte ham lidt, for han spurgte tre gange i loebet af et kvarter om jeg var ok. Vores landing havde jeg dog frygtet, men han sagde bare: just stand up. ogsaa var vi nede paa jorden. Jeg rystede dog stadig, men Michelle har heldigvis taget en masse billeder, og hvis ikke det var fordi nettet var saa skod og langsomt havde jeg lagt dem op.
9. april ville vi have taget til poolen, men vejret var meget overskyet (stadig varmt!) saa vi tog hen for at hente Michelles kjoler og ellers smaa ting, foer jeg vente hjemad.
Der er meget mere at fortaelle om de 14 dage, men i korte traek var det det. Det var helt vildt, alt det vi oplevede og vi har vaeret meget heldige! ingen ting er blevet stjaalet eller ingen af os er kommet noget stort til. Jeg er nu tilbage i Cape Coast og har 2,5 uge tilbage at arbejde i og 5 uger foer jeg lander i Hamburg.
onsdag den 11. april 2012
14 dage nordpaa - 1. del
Saa har jeg endelig faaet tid til, at skrive lidt om min tur - der er nemlig meget at fortaelle, saa jeg deler det lidt op:
27. marts startede vi vores tur fra Cape Coast. Michelle var kommet dagen i forvejen, og vi havde faaet lov af Agnes (min hostmum) til, at hun kunne bo hos mig. Vi tog afsted fra huset omkring kl 7 om morgenen med til taxa til tro-tro stationen. Vi fandt heldigvis en rigtig bus med AC og laekre sidepladser. Vi koerte til Kumasi. Det tog omkring 3,5 time. Vi havde foer brugt en weekend der, og havde derfor et frokost sted, som vi altid spiste paa, saa der tog vi hen igen. Derefter tog vi turen videre mod Techiman (2 timers koersel fra Kumasi). Derefter til Wenchi. Her fandt vi et hotel vi havde booket. Wenchi ser ud paa et kort til at vaere en fin by, men der var kun et spisested i "byen". Hotellet hed Pony Hotel og ejeren var nok ikke meget mere end 25 (og endten fuld eller skaev). Vi havde en kaempe seng og tog afsted derfra kl 6 morgen efter, saa det var nu meget fint.
28. marts forlod vi hotellet, som sagt, kl 6. Det var meget tidligt, synes vi den gang... Vi tog til en tro-tro station, hvor vi skulle finde en tro-tro til Bui National Park. Vi havde aftenen inden faaet at vide, at den skulle koere omkring kl 7. Vi sad dog og ventede indtil kl 9... saa lige omkring 3 timer (typisk Afrika vil nogen mene). Vi kom i den mest pakket tro-tro, som jeg laenge har koert med. Det var helt vildt! 21 mennesker! det er ihvertfald 4 for meget. Vi kom til Bui NP, som ligger "in the middel of nowere"! Det var helt vildt. Vi blev heldigvis taget godt imod, og vist til vores rum. Det er nok det vaerste jeg nogensinde har boet i! Der var huller i vaeggene, hvor man kunne hoere dyr kravle rundt. Vi fik at vide, at vi om eftermiddagen kunne komme laengre ind i parken, og muligvis se nogle flodheste. Der var dog et ungt tysk par, som havde proevet om morgenen, men uden held. Vi var klar over, inden vi kom, at sandsynligheden ville vaere lille. Vi kom afsted med Peter. En utrolig soed mand med en sjov hat. Vi saa dog ingen flodheste, men vi saa fodspor fra dem, saa det hjalp lidt paa skuffelsen. Vi vidste dog ikke, hvad vi skulle faa aftenen til at gaa med, da vi jo som sagt virkelig var langt vaek fra ALTING. Vi gik i seng. Jeg fik dog ikke lukket et oeje hele natten og vaagnede med 7 myggestik paa hvert ben. Det var et helvede!
29. marts tog vi afsted igen kl 6 om morgenen fra Bui. Vi tog turen tilbage til Wenchi og derefter til Techiman. Derfra tog vi videre til Tamale. Det tog vel omkring 8 timer at komme dertil, men paa turen, kunne vi virkelig se, hvordan Ghana aendrede sig fra rig til fattig. De bor i hytter (lorte hytter, som min far ville sige) uden vand eller stroem. Det var en lang tur - isaer fordi vi skulle have skiftet daek undervejs og det var LORTE MEGA varmt! Nordghana er helt ekstremt varmt og meget toert, saa det er meget ulideligt. Vi ankom til Tamale og blev taget imod nogle meget irriternede drenge, der ville holde vores tasker osv. Michelle og jeg var bestemt ikke i godt humoer, men vi fandt det hotel vi skulle bo paa. Vores vaerelse var som en sauna. Aldrig har jeg oplevet et rum vaere saa varmt. Vaeggene var varme, gulvene og selv sengene var varme. Vi havde en fane, men det nyttede ikke meget. Det var helt vildt! Jeg lukkede igen ikke et oeje og vaagnede op med en 5 cm hudafskrapning paa mit ben, fordi jeg havde kloeet saa meget. Det er vel det der kalde "kloe sig selv til blods". Det var intet mindre end ulideligt! Vi besluttede derfor at tage videre dagen efter. Vores plan var at blive to naetter, men vi var begge klar over, at det kunne vi ikke rumme. Tamale er en travl storby - ikke som vi kender den derhjemme, men med mange biler der dytter og folk der saelger ting overalt.
30. marts stod vi igen op kl tidligt. Vi skulle nemlig koebe billet til bussen og det skulle goeres mellem 6 og 7 om morgene. Vi fik det gjort og gik tilbage for at faa morgenmad. Derefter havde vi indtil kl. 14, hvor bussen skulle komme. Vi tog derfor paa internet cafe for at kvaele tiden. Vi kom til busstationen omkring kl 13 og ventede paa bussen der skulle komme kl 13.30. Men nej... Tror den kom omkring kl 15 og derefter skulle den pakkes osv. Vi troede, at turen ville tage omkring 2 timer, men vi blev hurtigt skuffet da vi fandt ud af, at vi havde 5 timers koersel foran os. Vi kom derfor til Mole [Mo-ley] national park omkring kl 20 om aftenen og der var vi mega traette og traengte allermest til et bad. Ghana er saa dejlig, at man aldrig ved, hvornaar der er vand, og saadan var det ogsaa i Mole. Det hedder derfor "bad med vand fra spande". Det gik og vores rum, var naermest luksus.
31. marts brugte vi ved poolen. Vi var traette efter alt den koeren og havde mest brug for lidt luksus. Poolen var lille, men alt hvad vi havde brug for.
1. april stod vi tidligt op for at tage paa jeep-safari. Meningen var foerst at tage paa walking-safari, men da vi var 9, og alle gerne ville paa jeep-safari, gjorde vi det. Det kostede nemlig 100 cedis (ca 400 kr.) for jeepen og 6 cedis (24 kr) for guiden. De 100 cedis skulle vi saa dele mellem os 9, saa det var noget billigere end hvis det kun havde vaeret Michelle og jeg. Vi koerte rundt i lang tid, foer vi saa nogle dyr, men vi saa baade elefanter, aber, hjorte, fugle (de var langt vaek, saa det var intet problem) og krokodiller. Meget stor oplevelse at se dem i den virkelig natur og ikke bag et bur. Derefter slappede vi af ved poolen, da vi fik at vide, at bussen tog fra Mole kl 4 om morgenen. Det satte lidt vores "kl 6 om morgenen" i perspektiv.
2. april forlod vi Mole tidligt om morgen, tilbage til Tamale og videre til Bolgatanga. Det var en lang dag i busser. Men vi var efterhaanden traenet i det, saa det var ok. Da vi ankom (kl 14) til Bolgatanga besluttede vi os for, at tage til Paga (45 min i en taxa fra Bolga). Her tog vi ud til et krokodille "halloej", hvor vi kunne roere krokodillerne. De der har set, at jeg har lagt billeder paa facebook, kan nok se, at jeg var lidt bange i starten. Manden fortalte os efterfoelgende, at man kan svoemme med de 400 krokodiller de har. Det holdt hurtigt op, men det var ret vildt. Derefter gik vi til Burkina Faso - saa jeg har nu vaeret i to afrikanske lande. Det var forholdsvis let, men vi skulle snakke med en del maend foerst og LOVE at vi kom tilbage.
27. marts startede vi vores tur fra Cape Coast. Michelle var kommet dagen i forvejen, og vi havde faaet lov af Agnes (min hostmum) til, at hun kunne bo hos mig. Vi tog afsted fra huset omkring kl 7 om morgenen med til taxa til tro-tro stationen. Vi fandt heldigvis en rigtig bus med AC og laekre sidepladser. Vi koerte til Kumasi. Det tog omkring 3,5 time. Vi havde foer brugt en weekend der, og havde derfor et frokost sted, som vi altid spiste paa, saa der tog vi hen igen. Derefter tog vi turen videre mod Techiman (2 timers koersel fra Kumasi). Derefter til Wenchi. Her fandt vi et hotel vi havde booket. Wenchi ser ud paa et kort til at vaere en fin by, men der var kun et spisested i "byen". Hotellet hed Pony Hotel og ejeren var nok ikke meget mere end 25 (og endten fuld eller skaev). Vi havde en kaempe seng og tog afsted derfra kl 6 morgen efter, saa det var nu meget fint.
28. marts forlod vi hotellet, som sagt, kl 6. Det var meget tidligt, synes vi den gang... Vi tog til en tro-tro station, hvor vi skulle finde en tro-tro til Bui National Park. Vi havde aftenen inden faaet at vide, at den skulle koere omkring kl 7. Vi sad dog og ventede indtil kl 9... saa lige omkring 3 timer (typisk Afrika vil nogen mene). Vi kom i den mest pakket tro-tro, som jeg laenge har koert med. Det var helt vildt! 21 mennesker! det er ihvertfald 4 for meget. Vi kom til Bui NP, som ligger "in the middel of nowere"! Det var helt vildt. Vi blev heldigvis taget godt imod, og vist til vores rum. Det er nok det vaerste jeg nogensinde har boet i! Der var huller i vaeggene, hvor man kunne hoere dyr kravle rundt. Vi fik at vide, at vi om eftermiddagen kunne komme laengre ind i parken, og muligvis se nogle flodheste. Der var dog et ungt tysk par, som havde proevet om morgenen, men uden held. Vi var klar over, inden vi kom, at sandsynligheden ville vaere lille. Vi kom afsted med Peter. En utrolig soed mand med en sjov hat. Vi saa dog ingen flodheste, men vi saa fodspor fra dem, saa det hjalp lidt paa skuffelsen. Vi vidste dog ikke, hvad vi skulle faa aftenen til at gaa med, da vi jo som sagt virkelig var langt vaek fra ALTING. Vi gik i seng. Jeg fik dog ikke lukket et oeje hele natten og vaagnede med 7 myggestik paa hvert ben. Det var et helvede!
29. marts tog vi afsted igen kl 6 om morgenen fra Bui. Vi tog turen tilbage til Wenchi og derefter til Techiman. Derfra tog vi videre til Tamale. Det tog vel omkring 8 timer at komme dertil, men paa turen, kunne vi virkelig se, hvordan Ghana aendrede sig fra rig til fattig. De bor i hytter (lorte hytter, som min far ville sige) uden vand eller stroem. Det var en lang tur - isaer fordi vi skulle have skiftet daek undervejs og det var LORTE MEGA varmt! Nordghana er helt ekstremt varmt og meget toert, saa det er meget ulideligt. Vi ankom til Tamale og blev taget imod nogle meget irriternede drenge, der ville holde vores tasker osv. Michelle og jeg var bestemt ikke i godt humoer, men vi fandt det hotel vi skulle bo paa. Vores vaerelse var som en sauna. Aldrig har jeg oplevet et rum vaere saa varmt. Vaeggene var varme, gulvene og selv sengene var varme. Vi havde en fane, men det nyttede ikke meget. Det var helt vildt! Jeg lukkede igen ikke et oeje og vaagnede op med en 5 cm hudafskrapning paa mit ben, fordi jeg havde kloeet saa meget. Det er vel det der kalde "kloe sig selv til blods". Det var intet mindre end ulideligt! Vi besluttede derfor at tage videre dagen efter. Vores plan var at blive to naetter, men vi var begge klar over, at det kunne vi ikke rumme. Tamale er en travl storby - ikke som vi kender den derhjemme, men med mange biler der dytter og folk der saelger ting overalt.
30. marts stod vi igen op kl tidligt. Vi skulle nemlig koebe billet til bussen og det skulle goeres mellem 6 og 7 om morgene. Vi fik det gjort og gik tilbage for at faa morgenmad. Derefter havde vi indtil kl. 14, hvor bussen skulle komme. Vi tog derfor paa internet cafe for at kvaele tiden. Vi kom til busstationen omkring kl 13 og ventede paa bussen der skulle komme kl 13.30. Men nej... Tror den kom omkring kl 15 og derefter skulle den pakkes osv. Vi troede, at turen ville tage omkring 2 timer, men vi blev hurtigt skuffet da vi fandt ud af, at vi havde 5 timers koersel foran os. Vi kom derfor til Mole [Mo-ley] national park omkring kl 20 om aftenen og der var vi mega traette og traengte allermest til et bad. Ghana er saa dejlig, at man aldrig ved, hvornaar der er vand, og saadan var det ogsaa i Mole. Det hedder derfor "bad med vand fra spande". Det gik og vores rum, var naermest luksus.
31. marts brugte vi ved poolen. Vi var traette efter alt den koeren og havde mest brug for lidt luksus. Poolen var lille, men alt hvad vi havde brug for.
1. april stod vi tidligt op for at tage paa jeep-safari. Meningen var foerst at tage paa walking-safari, men da vi var 9, og alle gerne ville paa jeep-safari, gjorde vi det. Det kostede nemlig 100 cedis (ca 400 kr.) for jeepen og 6 cedis (24 kr) for guiden. De 100 cedis skulle vi saa dele mellem os 9, saa det var noget billigere end hvis det kun havde vaeret Michelle og jeg. Vi koerte rundt i lang tid, foer vi saa nogle dyr, men vi saa baade elefanter, aber, hjorte, fugle (de var langt vaek, saa det var intet problem) og krokodiller. Meget stor oplevelse at se dem i den virkelig natur og ikke bag et bur. Derefter slappede vi af ved poolen, da vi fik at vide, at bussen tog fra Mole kl 4 om morgenen. Det satte lidt vores "kl 6 om morgenen" i perspektiv.
2. april forlod vi Mole tidligt om morgen, tilbage til Tamale og videre til Bolgatanga. Det var en lang dag i busser. Men vi var efterhaanden traenet i det, saa det var ok. Da vi ankom (kl 14) til Bolgatanga besluttede vi os for, at tage til Paga (45 min i en taxa fra Bolga). Her tog vi ud til et krokodille "halloej", hvor vi kunne roere krokodillerne. De der har set, at jeg har lagt billeder paa facebook, kan nok se, at jeg var lidt bange i starten. Manden fortalte os efterfoelgende, at man kan svoemme med de 400 krokodiller de har. Det holdt hurtigt op, men det var ret vildt. Derefter gik vi til Burkina Faso - saa jeg har nu vaeret i to afrikanske lande. Det var forholdsvis let, men vi skulle snakke med en del maend foerst og LOVE at vi kom tilbage.
søndag den 25. marts 2012
afgang nordpaa
Der er vist ikke saa meget at fortaelle, og derfor ikke saa mange opdateringer. Derudover er nettet virkelig daarlig. Men jeg har det stadig godt og nyder livet. I gaar havde jeg halvvejs dag. Det var baade trist men ogsaa fint. Nogle dage glaeder jeg mig til at komme hjem, men kan stadig ikke forestille mig hvordan det bliver at komme hjem.
Tirsdag morgen tager Michelle og jeg nord paa. Det bliver helt vildt fedt og glaeder mig! Derfor vil der gaa lang tid foer jeg opdatere igen. Vi rejser hele paasken og vil derfor vaere hjemme ester monday where they have a big party.
Tirsdag morgen tager Michelle og jeg nord paa. Det bliver helt vildt fedt og glaeder mig! Derfor vil der gaa lang tid foer jeg opdatere igen. Vi rejser hele paasken og vil derfor vaere hjemme ester monday where they have a big party.
lørdag den 17. marts 2012
Værste aften længe
Overskriften lyder måske mere voldsom, end det er, men i går aftes oplevede jeg mit hid til værste møde med varmen. Var sikker på at jeg skulle smelte væk! Fra omkring 19 til 23 var strømmen væk. Det betyder, at fanen ikke kan holde rummet forholdsvis kølig. Det var forfærdigeligt. Kunne ikke rigtig læse og havde det som om jeg lå bagende i solen. Vil skyde på der var omkring 25 grader - måske mere. Så i må nyde jeres kolde aftener! ;)
Jeg har lige fundet ud af, at næste lørdag er dagen, hvor jeg har været her i halvdelen af tiden. Meget mærkeligt! Tiden går så hurtig. Og det er allerede mandag Michelle og jeg tager afsted. Bliver så godt. Glæder mig helt vildt!
tirsdag den 13. marts 2012
sports projekt
Saa blev det tid til at fortaelle, hvad mit projekt gaar ud paa.
Jeg moeder paa arbejdet foer 14 hver dag. Jeg moeder i et guesthouse, som er en del af et boernehjem kaldet childrens hope of home. Det ligger ikke sammen med boernehjemmet, men nogle af de frivillige bor der, og det er ogsaa en del af kontoret - maaske en slags personalestue. Omkring kl 15 pakker vi en sportstaske og bevaegger os op paa en stor sportsplads. I starten er der naesten ingen boern, men de kommer loebende mellem 15-16. Som regl starter vi piger med at hoppe i sjippetov (?) og Joe (lederen af projektet, som er 24 aar) spiller lidt fodbold med drengene. Naar vi vurdere, at der ikke kommer flere boern, gaar vi igang med at lave sport. De fleste af mine 10 arbejdsdage har staaet paa fodbold. Jeg tog derfor en snak med Joe, om vi ikke kunne lave nogle forskellige ting, da jeg kunne se pigerne ikke ville vaere med paa det med fodbold. Det betoed, at vi i gaar spillede en slags rundbold. Meget sjovt. Jeg er egentlig bare en del af boernene, og underviser derfor ikke. Boerene synes det er rigtig sjovt, naar en "obruni" loeber og spiller med dem. Fx scorede jeg maal sidste fredag og det synes de var mega fedt.
Boernene er i alderen 4-13 aar gamle, vil jeg skyde paa. Det er meget svaert at sige, og det er ikke altid de samme boern der kommer. De kommer og gaar som de har lyst til, og det goer det svaert at forberede noget.
Da jeg kom troede jeg det ogsaa var et projekt, hvor vi snakker med boernene. Men det har vi egentlig ikke rigtig gjort, og jeg har derfor taget fat i Joe og snakket med ham om, hvordan vi kan rette projektet i den retning. Derfor var jeg i fredags ude at koebe 30 tandboerster og 30 tandpastaer. Boernene skulle laerer at boerste taender 2 gange om dagen og hvordan man ellers goer det.
Jeg er meget glad for projektet og meget glad for de mennesker jeg arbejder sammen med!
Jeg moeder paa arbejdet foer 14 hver dag. Jeg moeder i et guesthouse, som er en del af et boernehjem kaldet childrens hope of home. Det ligger ikke sammen med boernehjemmet, men nogle af de frivillige bor der, og det er ogsaa en del af kontoret - maaske en slags personalestue. Omkring kl 15 pakker vi en sportstaske og bevaegger os op paa en stor sportsplads. I starten er der naesten ingen boern, men de kommer loebende mellem 15-16. Som regl starter vi piger med at hoppe i sjippetov (?) og Joe (lederen af projektet, som er 24 aar) spiller lidt fodbold med drengene. Naar vi vurdere, at der ikke kommer flere boern, gaar vi igang med at lave sport. De fleste af mine 10 arbejdsdage har staaet paa fodbold. Jeg tog derfor en snak med Joe, om vi ikke kunne lave nogle forskellige ting, da jeg kunne se pigerne ikke ville vaere med paa det med fodbold. Det betoed, at vi i gaar spillede en slags rundbold. Meget sjovt. Jeg er egentlig bare en del af boernene, og underviser derfor ikke. Boerene synes det er rigtig sjovt, naar en "obruni" loeber og spiller med dem. Fx scorede jeg maal sidste fredag og det synes de var mega fedt.
Boernene er i alderen 4-13 aar gamle, vil jeg skyde paa. Det er meget svaert at sige, og det er ikke altid de samme boern der kommer. De kommer og gaar som de har lyst til, og det goer det svaert at forberede noget.
Da jeg kom troede jeg det ogsaa var et projekt, hvor vi snakker med boernene. Men det har vi egentlig ikke rigtig gjort, og jeg har derfor taget fat i Joe og snakket med ham om, hvordan vi kan rette projektet i den retning. Derfor var jeg i fredags ude at koebe 30 tandboerster og 30 tandpastaer. Boernene skulle laerer at boerste taender 2 gange om dagen og hvordan man ellers goer det.
Jeg er meget glad for projektet og meget glad for de mennesker jeg arbejder sammen med!
søndag den 11. marts 2012
fra nord til gave
Michelle (dansk pige, som er frivillig i kof) og jeg har nu endelig besluttet os for, hvor vi vil rejse hen, naar vi tager op nord paa. Det glaeder jeg mig til. Vi tager afsted den 27. marts og kommer hjem 2 uger efter. Vi tager op til Bui national park, hvor vi kan se flodheste. Det siges dog, at man aldrig kan vaere helt sikker paa, om de er der - men vi tager chancen. Derefter tager vi til Tamale (en stoerre by). Her overnatter vi og tager derefter til Mole [mo-ley] national park. Det siges at vaere det eneste sted i Ghana, hvor man kan se elefanter og den slags. Saa vi tager et par dage der. Man kan ligge ved en pool og se en del af dyrerne og man kan tage rundt i en bil og se det.
Derefter tager vi til Paga, som er det aller nordligste. Her skulle vaere et krokedille-halloej og ellers kan man staa med begge foedder - et i Ghana og et i Bekinafaso (?).. Det vil Michelle nemlig gerne proeve.....!
Saa er de foerste 8 dage brugt, og vi skal herefter finde ud af, hvordan vi kommer hjem igen. Det tager omkring 22 timer at komme fra nord til syd, saa vi har god tid.
Af gode nyheder om livet i Cape, har jeg faaet en pakke hjemmefra! Hvilken lykke! Manden paa posthuset grinte af mig, fordi jeg smilede saa meget. Det er desvaerre saadan, at de skal aabne pakken, men manden kunne se, hvor meget jeg glaedet mig til at se indholdet, at han gjorde det hurtigt og diskret. Den indholdt tre poser slik (!!!!) - det findes ikke her, saa en pose vampyr, klikmix og familie mix var det bedste!! ellers en god bog - har nemlig allerede laest tre (de der kender mig, ved at jeg aldrig laeser og laeser langsomt, saa det er stort. hehe) der ud over en taske og vitaminpiller... saa ved i os det, men det at faa noget hjemmefra er det bedste.
Ellers har jeg festet for foerste gang hernede. De drikker ikke helt saa meget som os danskere, saa de blev meget hurtigt fulde og danser rigtig meget og taet! Sjov oplevelse. Der ud over ligger jeg paa stranden og nyder livet|!
Derefter tager vi til Paga, som er det aller nordligste. Her skulle vaere et krokedille-halloej og ellers kan man staa med begge foedder - et i Ghana og et i Bekinafaso (?).. Det vil Michelle nemlig gerne proeve.....!
Saa er de foerste 8 dage brugt, og vi skal herefter finde ud af, hvordan vi kommer hjem igen. Det tager omkring 22 timer at komme fra nord til syd, saa vi har god tid.
Af gode nyheder om livet i Cape, har jeg faaet en pakke hjemmefra! Hvilken lykke! Manden paa posthuset grinte af mig, fordi jeg smilede saa meget. Det er desvaerre saadan, at de skal aabne pakken, men manden kunne se, hvor meget jeg glaedet mig til at se indholdet, at han gjorde det hurtigt og diskret. Den indholdt tre poser slik (!!!!) - det findes ikke her, saa en pose vampyr, klikmix og familie mix var det bedste!! ellers en god bog - har nemlig allerede laest tre (de der kender mig, ved at jeg aldrig laeser og laeser langsomt, saa det er stort. hehe) der ud over en taske og vitaminpiller... saa ved i os det, men det at faa noget hjemmefra er det bedste.
Ellers har jeg festet for foerste gang hernede. De drikker ikke helt saa meget som os danskere, saa de blev meget hurtigt fulde og danser rigtig meget og taet! Sjov oplevelse. Der ud over ligger jeg paa stranden og nyder livet|!
torsdag den 8. marts 2012
livet i cape
Der er nogle, som savner et opdatering, saa her kommer den:
Jeg har de sidste dage, proevet at finde en internet cafe, som var til at regne med. Det er naermest umuligt, men saadan maa det vaere. Var aabenbart bare heldig i Kof.
Jeg elsker livet i Cape, og her er saa skoent. Jeg er omgivet af en soed hostmom, soede boern og soede kollegaer. Jeg bor hos Agnes, som er 59 aar og har tre doedtre - en paa 22, en paa 26 og den sidste ved jeg ikke. Den aeldste har dog en datter paa et aar, som er helt fantastisk soed! Hun virker dog, som om hun er bange for hvide mennesker ;-) Mit vaerelse er rigtig fint, og de skiftede enda mit sengetoej i mandags! (oplevede jeg ikke hos min gamle familie. maatte faktisk selv vaske det...) Det eneste der skulle vaere at brokke sig over, er min hostsister. Hun synes hele tiden, at der er noget vi goer forkert. Ellers skal jeg selv vaske op, men det er jeg jo traenet i ;-) (og Martin og Lauge fik dermed ret...)
Jeg bor med en pige fra japan (ved ikke hvor jeg skal bo med alle japaner, naar jeg skrev jeg ville bo med en der kunne snakke engelsk). Hun er soed nok, men det goer nu heller ikke noget, at hun rejser paa mandag. Ellers bor jeg med en pige fra canada. Foerst troede jeg hun var japaner, men det viser sig, at hendes foraeldre er fra Vietnam, saa hun snakker flydende engelsk (jubii)! Det betyder ogsaa, at mit engelsk bliver meget bedre. Hun er her ogsaa kun i to uger, saa det betyder vist, at jeg skal bo alene i en uge, og derefter kommer der vist en ny (nok japansk pige).
Jeg har valgt, at jeg tager nordpaa med en dansk pige (michelle) fra kof. Vi rejser i 2 uger, saa det glaeder jeg mig til. Efter weekenden ved jeg mere, om hvor vi tager hen, for hun tager den lange vej herned i weekenden (6 timer i en tro-tro). Det glaeder jeg mig til!
Mit sportsprojekt er jeg rigtig glad for. Jeg arbejder med en fyr fra Ghana - Joe - og nogle forskellige piger, som kommer og gaar. Projektet er bl.a. stoettet af et boernehjem (childrens home of hope). Paa boernehjemmet er der en del frivillige: 2 svensker, 2 tysker, 2 nordmaend, nu en dansk pige og 2 maend fra ghana. Alle er i alderen 20-28 aar, saa det er rigtig sjovt.
I gaar fik jeg en lang snak med Joe, om hvad mine forventninger var til projektet, og at jeg ikke synes de lever op til dem. Vi aftalte derfor, at vi paa fredag faar koebt 20 tandboerster og 20 tandpastaer og giver boernene undervisning i hvordan man boerster taender. Det skal nok blive godt. Jeg laver et oplaeg for sig selv, om hvad mit projekt gaar ud paa, senere.
Jeg har det godt og nyder hver dag!
Jeg har de sidste dage, proevet at finde en internet cafe, som var til at regne med. Det er naermest umuligt, men saadan maa det vaere. Var aabenbart bare heldig i Kof.
Jeg elsker livet i Cape, og her er saa skoent. Jeg er omgivet af en soed hostmom, soede boern og soede kollegaer. Jeg bor hos Agnes, som er 59 aar og har tre doedtre - en paa 22, en paa 26 og den sidste ved jeg ikke. Den aeldste har dog en datter paa et aar, som er helt fantastisk soed! Hun virker dog, som om hun er bange for hvide mennesker ;-) Mit vaerelse er rigtig fint, og de skiftede enda mit sengetoej i mandags! (oplevede jeg ikke hos min gamle familie. maatte faktisk selv vaske det...) Det eneste der skulle vaere at brokke sig over, er min hostsister. Hun synes hele tiden, at der er noget vi goer forkert. Ellers skal jeg selv vaske op, men det er jeg jo traenet i ;-) (og Martin og Lauge fik dermed ret...)
Jeg bor med en pige fra japan (ved ikke hvor jeg skal bo med alle japaner, naar jeg skrev jeg ville bo med en der kunne snakke engelsk). Hun er soed nok, men det goer nu heller ikke noget, at hun rejser paa mandag. Ellers bor jeg med en pige fra canada. Foerst troede jeg hun var japaner, men det viser sig, at hendes foraeldre er fra Vietnam, saa hun snakker flydende engelsk (jubii)! Det betyder ogsaa, at mit engelsk bliver meget bedre. Hun er her ogsaa kun i to uger, saa det betyder vist, at jeg skal bo alene i en uge, og derefter kommer der vist en ny (nok japansk pige).
Jeg har valgt, at jeg tager nordpaa med en dansk pige (michelle) fra kof. Vi rejser i 2 uger, saa det glaeder jeg mig til. Efter weekenden ved jeg mere, om hvor vi tager hen, for hun tager den lange vej herned i weekenden (6 timer i en tro-tro). Det glaeder jeg mig til!
Mit sportsprojekt er jeg rigtig glad for. Jeg arbejder med en fyr fra Ghana - Joe - og nogle forskellige piger, som kommer og gaar. Projektet er bl.a. stoettet af et boernehjem (childrens home of hope). Paa boernehjemmet er der en del frivillige: 2 svensker, 2 tysker, 2 nordmaend, nu en dansk pige og 2 maend fra ghana. Alle er i alderen 20-28 aar, saa det er rigtig sjovt.
I gaar fik jeg en lang snak med Joe, om hvad mine forventninger var til projektet, og at jeg ikke synes de lever op til dem. Vi aftalte derfor, at vi paa fredag faar koebt 20 tandboerster og 20 tandpastaer og giver boernene undervisning i hvordan man boerster taender. Det skal nok blive godt. Jeg laver et oplaeg for sig selv, om hvad mit projekt gaar ud paa, senere.
Jeg har det godt og nyder hver dag!
onsdag den 29. februar 2012
fra koforidua, til kumasi, til koforidua, til accra og endelig CAPE COAST
Endelig sidder jeg paa en internetcafe - og aner ikke hvor jeg skal starte! Som overskiften siger, har det vaeret en lang rejse. Det kan vaere svaert at forestille sig naar man sidder i Danmark, men tro mig!
Sidste dag:
Fredag havde jeg sidste dag paa arbejdet. Det var virkelig underligt og kunne maerke at de var traette af jeg skulle stoppe. Der var en af pigerne i min klasse der havde foedselsdag, saa der skulle tages en masse billeder. Det er sjovt at de altid tager saa mange billeder. Hun blev 3 aar og havde derfor baade juice og kiks med. Jeg havde ogsaa koebt kiks til boernene i min klasse, saa de blev rigtig forkaelet den dag. Det viste sig, at de havde koebt en gave til mig - en perle halskaede. Den er ikke min smag, men det er egentlig lige meget. Farverne var i det mindste rigtig fine (blaa, roed og hvid). Det skulle der ogsaa tages billeder af, og havde heldigvis mit kamera med, saa de tog ogsaa en masse billeder med mit kamera. Der udover fik jeg ogsa billeder, som var blevet taget i loebet af ugen, saa det er skoent at have det med hjem.
Weekend i Kumasi:
Fredag efter arbejde tog jeg hjem til Michelle (hun bor inde i byen). Vi skulle tage Kumasi, saa vi tog til tro-tro stationen. Det tager 4 timer i en tro og det koster 9 cedis (36 kr.) Billigt maa man sige! Det var noget af en tur. Sad ved siden af en kvinde med et lille baby og en dreng paa 6. Et helvede! Vi kom frem til den sygeste tro-station. Allerede her taenkte jeg: hvad er det vi laver her! Men det gik og en soed lille mand viste os hele vejen til hotellet. Det tog ca 15 min og vi havde ingen idee om manden vidste hvor vi skulle hen. Ret kaos. Da vi finder skiltet med vores hotel, kan vi se der staar der er svoemming pool! Hvilken lykke! (at den saa var mega lille, dyb og klam er en anden sag). Vi skulle i byen den foerste aften, og vi fandt et sted vi ville gaa, saa skulle vi skaffe en taxa. Vi spurgte omkring 4 foer vi fandt en der vidste hvor det var (troede vi). Vi koerte rundt i 40 min og kunne ikke finde stedet. ALDRIG har jeg vaeret saa hidsig foer. ALDRIG. Jeg var klar til at slaa manden. Var saa sur, og var meget glad for at have Michelle med, saa vi kunne snakke om hvilken idiot han var, paa dansk. Vi bad ham koere os tilbage, og vi gik ud uden at betale noget!
Dagen efter skulle vi paa det store market, vi havde laest om. Det skulle vaere 12 hektar og med 10.000 boder. Det var der nok ogsaa, men i 40 graders varme, ingen solcrem og ALT for mange mennesker, besluttede vi os for at finde en taxa der kunne koere os til et rigtig laekkert pizza sted, vi havde laest om. Dog skete det samme som dagen foer. Denne taxa mand kunne dog ikke engelsk. Det fik mig til at SVINE ham til paa dansk. Jeg var nok mere sur end dagen i forvejen. Det kunne bare ikke passe! Men vi gjorde det samme som dagen foer. Og fandet et hotel med en fin resturante. Det skal siges at der ikke findes nogle steder at spise, selvom det er en storby paa stoerrelse med Aarhus. Vi fik en burger. Herfter tog vi hjem. Vi var helt faerdig - ramt af solstik og traette ben!
Vi havde besluttet at tage hjem mandag, saa soendag brugte vi paa at vaere kulturelle. Vi tog paa "the national cultur center" - center er saa meget at sige. Det var naermere paa stoerrelse med vores stue hjemme i Kolding. Men vi fik da lidt ud af det (damen snakkede daarligt engelsk, saa hun var svaer at forstaa). Derefter gik vi tilbage til resturanten fra om loerdagen og nu havde de endelig pizza (det er saadan i Ghana, at man aldrig kan vide, om de har det der staar paa menukortet). Derefter gik vi op til kongens palas (i 40 graders varme og en stejl bakke). Vi troede, at vi havde godt styr paa hvor vi skulle hen, men det er ikke til at laese kort og navneskilte hernede, saa det tog lidt tid og meget sved til! Det var dog en virkelig fin oplevelse, og vi fik mere styr paa konge-historien i Ghana.
Michelle blev om aftenen ramt af maveproblemer. Hun havde egentlig haft dem siden onsdag, men haabede det var gaaet over. Men nej. Jeg vaagnede natten til mandag, ved lyden af Michelle der braekkede sig. Det var forfaerdigeligt og hun havde det virkelig daarligt. Da vi stod op om morgenen for at tage hjem, var det med poser til opkast i en tro-tro der tog fire timer. Uden saerlig meget mad og vand. Det var saa forfaerdigeligt! Heldigvis fik hun sovet og det var kun de sidste 30 min hun igen troede hun skulle kaste op. (sorry - men det fyldte meget!) Jeg fik det selv mega daarligt. I, der kender mig godt, ved hvordan jeg faar det, naar jeg ikke har faaet mad og er traet. Vi kom til Koforidua med et held....
Overnatning i Accra:
Efter et par timer hjemme i Koforidua, som skulle staa paa afsted og saadan, blev i stedet til kvamle og ynk. Jeg fik lidt mad, fik sagt farvel til nogle af pigerne der kom forbi og ellers med en pose i den ene haand og en flaske vand i den anden bevaeget mig afsted i en taxa til Accra. Det er et held jeg er i live. Det var den sygeste tur. Der var HELT sort og bjergkoersel er ikke en godt kombi. Chaffoeren koerte som en gal! Jeg moedte dog et fantastisk syn lige foer jeg kom ind i Accra. Vi koerte oppe i bjergene og pluslig kunne jeg se hele Accra. Der var flys over hele byen. Det var saa flot og Accra er KAEMPE stor! Der bor 2 millioner mennesker.... Overnattede i Guesthouset med en tysk pige, som skulle til Koforidua og en pige fra japan, som viste sig at vaere en jeg skulle bo med.
Ankomst til Cape Coast:
Jeg skulle igennem det samme, som foerste nat i Ghana: op kl 5 om morgenen og saa afsted til Cape Coast. Det tager 2,5 time saa det er jo skoent (nej..) Skulle heldigvis med en AC minibus paa almindelig veje, saa det var skoent. Fik mig en times soevn, saa det hjalp lidt. Vi blev koert til vores hostmom. En rigtig soed dame - og ja, en big mama, men ikke saa meget som billedet foerst viste... Her er alting meget bedre! Har en god seng, rene vaagge, spejl, koldt vand, rigtig bad, laekkert skab! Hun spurgte, hvad vi kunne lide af mad og saadan. I dag viste hun mig saa, hvordan jeg skulle vaske toej - meget fint (men savner godt nok en vaskemaskine).
Til morgenmad faar jeg juice og nutella - foer var man heldig, hvis man blev maet.
Vi (den japanske pige, jeg bor med og jeg) blev vist rundt i byen. Mit foerste indtryk var, at byen var enorm, men det er ikke saa meget anderledes en Koforidua. Det eneste der er anerledes er at der er en masse rundt om centrum, men det at komme ind i "town" er rimelig simpelt.
Jeg bor 15 min i en taxa, uden for byen. Det er fint, selvom jeg i starten synes det var noget langt ude. Dog er byens internetcafeer ikke lige saa gode, som den i Koforidua (hvilket irriterer mig meget). Det bliver svaert for mig at komme til at skype, saa hvis man vil snakke, maa det vaere via mails.
Jeg er utrolig glad for at vaere kommet hertil. Her sol med en lille vind, hele tiden (det betyder ikke, at man ikke sveder konstant, for selvom der er vind, kan man stadig maerke det er 40 grader). I gaar moedtes jeg med Lise (og hendes kaereste). Vi brugte 3 timer paa en cafee ved vandet. Saa laekker. Bare at sidde ved stranden og nyde et godt selvskab. Lise havde selvfoelge taget en masse laege-halloej, en bog og solcrem med til mig. Hvor jeg savner at bo med en sygeplejeske. De er saa omsorgsfulde! ;-)
Sidste dag:
Fredag havde jeg sidste dag paa arbejdet. Det var virkelig underligt og kunne maerke at de var traette af jeg skulle stoppe. Der var en af pigerne i min klasse der havde foedselsdag, saa der skulle tages en masse billeder. Det er sjovt at de altid tager saa mange billeder. Hun blev 3 aar og havde derfor baade juice og kiks med. Jeg havde ogsaa koebt kiks til boernene i min klasse, saa de blev rigtig forkaelet den dag. Det viste sig, at de havde koebt en gave til mig - en perle halskaede. Den er ikke min smag, men det er egentlig lige meget. Farverne var i det mindste rigtig fine (blaa, roed og hvid). Det skulle der ogsaa tages billeder af, og havde heldigvis mit kamera med, saa de tog ogsaa en masse billeder med mit kamera. Der udover fik jeg ogsa billeder, som var blevet taget i loebet af ugen, saa det er skoent at have det med hjem.
Weekend i Kumasi:
Fredag efter arbejde tog jeg hjem til Michelle (hun bor inde i byen). Vi skulle tage Kumasi, saa vi tog til tro-tro stationen. Det tager 4 timer i en tro og det koster 9 cedis (36 kr.) Billigt maa man sige! Det var noget af en tur. Sad ved siden af en kvinde med et lille baby og en dreng paa 6. Et helvede! Vi kom frem til den sygeste tro-station. Allerede her taenkte jeg: hvad er det vi laver her! Men det gik og en soed lille mand viste os hele vejen til hotellet. Det tog ca 15 min og vi havde ingen idee om manden vidste hvor vi skulle hen. Ret kaos. Da vi finder skiltet med vores hotel, kan vi se der staar der er svoemming pool! Hvilken lykke! (at den saa var mega lille, dyb og klam er en anden sag). Vi skulle i byen den foerste aften, og vi fandt et sted vi ville gaa, saa skulle vi skaffe en taxa. Vi spurgte omkring 4 foer vi fandt en der vidste hvor det var (troede vi). Vi koerte rundt i 40 min og kunne ikke finde stedet. ALDRIG har jeg vaeret saa hidsig foer. ALDRIG. Jeg var klar til at slaa manden. Var saa sur, og var meget glad for at have Michelle med, saa vi kunne snakke om hvilken idiot han var, paa dansk. Vi bad ham koere os tilbage, og vi gik ud uden at betale noget!
Dagen efter skulle vi paa det store market, vi havde laest om. Det skulle vaere 12 hektar og med 10.000 boder. Det var der nok ogsaa, men i 40 graders varme, ingen solcrem og ALT for mange mennesker, besluttede vi os for at finde en taxa der kunne koere os til et rigtig laekkert pizza sted, vi havde laest om. Dog skete det samme som dagen foer. Denne taxa mand kunne dog ikke engelsk. Det fik mig til at SVINE ham til paa dansk. Jeg var nok mere sur end dagen i forvejen. Det kunne bare ikke passe! Men vi gjorde det samme som dagen foer. Og fandet et hotel med en fin resturante. Det skal siges at der ikke findes nogle steder at spise, selvom det er en storby paa stoerrelse med Aarhus. Vi fik en burger. Herfter tog vi hjem. Vi var helt faerdig - ramt af solstik og traette ben!
Vi havde besluttet at tage hjem mandag, saa soendag brugte vi paa at vaere kulturelle. Vi tog paa "the national cultur center" - center er saa meget at sige. Det var naermere paa stoerrelse med vores stue hjemme i Kolding. Men vi fik da lidt ud af det (damen snakkede daarligt engelsk, saa hun var svaer at forstaa). Derefter gik vi tilbage til resturanten fra om loerdagen og nu havde de endelig pizza (det er saadan i Ghana, at man aldrig kan vide, om de har det der staar paa menukortet). Derefter gik vi op til kongens palas (i 40 graders varme og en stejl bakke). Vi troede, at vi havde godt styr paa hvor vi skulle hen, men det er ikke til at laese kort og navneskilte hernede, saa det tog lidt tid og meget sved til! Det var dog en virkelig fin oplevelse, og vi fik mere styr paa konge-historien i Ghana.
Michelle blev om aftenen ramt af maveproblemer. Hun havde egentlig haft dem siden onsdag, men haabede det var gaaet over. Men nej. Jeg vaagnede natten til mandag, ved lyden af Michelle der braekkede sig. Det var forfaerdigeligt og hun havde det virkelig daarligt. Da vi stod op om morgenen for at tage hjem, var det med poser til opkast i en tro-tro der tog fire timer. Uden saerlig meget mad og vand. Det var saa forfaerdigeligt! Heldigvis fik hun sovet og det var kun de sidste 30 min hun igen troede hun skulle kaste op. (sorry - men det fyldte meget!) Jeg fik det selv mega daarligt. I, der kender mig godt, ved hvordan jeg faar det, naar jeg ikke har faaet mad og er traet. Vi kom til Koforidua med et held....
Overnatning i Accra:
Efter et par timer hjemme i Koforidua, som skulle staa paa afsted og saadan, blev i stedet til kvamle og ynk. Jeg fik lidt mad, fik sagt farvel til nogle af pigerne der kom forbi og ellers med en pose i den ene haand og en flaske vand i den anden bevaeget mig afsted i en taxa til Accra. Det er et held jeg er i live. Det var den sygeste tur. Der var HELT sort og bjergkoersel er ikke en godt kombi. Chaffoeren koerte som en gal! Jeg moedte dog et fantastisk syn lige foer jeg kom ind i Accra. Vi koerte oppe i bjergene og pluslig kunne jeg se hele Accra. Der var flys over hele byen. Det var saa flot og Accra er KAEMPE stor! Der bor 2 millioner mennesker.... Overnattede i Guesthouset med en tysk pige, som skulle til Koforidua og en pige fra japan, som viste sig at vaere en jeg skulle bo med.
Ankomst til Cape Coast:
Jeg skulle igennem det samme, som foerste nat i Ghana: op kl 5 om morgenen og saa afsted til Cape Coast. Det tager 2,5 time saa det er jo skoent (nej..) Skulle heldigvis med en AC minibus paa almindelig veje, saa det var skoent. Fik mig en times soevn, saa det hjalp lidt. Vi blev koert til vores hostmom. En rigtig soed dame - og ja, en big mama, men ikke saa meget som billedet foerst viste... Her er alting meget bedre! Har en god seng, rene vaagge, spejl, koldt vand, rigtig bad, laekkert skab! Hun spurgte, hvad vi kunne lide af mad og saadan. I dag viste hun mig saa, hvordan jeg skulle vaske toej - meget fint (men savner godt nok en vaskemaskine).
Til morgenmad faar jeg juice og nutella - foer var man heldig, hvis man blev maet.
Vi (den japanske pige, jeg bor med og jeg) blev vist rundt i byen. Mit foerste indtryk var, at byen var enorm, men det er ikke saa meget anderledes en Koforidua. Det eneste der er anerledes er at der er en masse rundt om centrum, men det at komme ind i "town" er rimelig simpelt.
Jeg bor 15 min i en taxa, uden for byen. Det er fint, selvom jeg i starten synes det var noget langt ude. Dog er byens internetcafeer ikke lige saa gode, som den i Koforidua (hvilket irriterer mig meget). Det bliver svaert for mig at komme til at skype, saa hvis man vil snakke, maa det vaere via mails.
Jeg er utrolig glad for at vaere kommet hertil. Her sol med en lille vind, hele tiden (det betyder ikke, at man ikke sveder konstant, for selvom der er vind, kan man stadig maerke det er 40 grader). I gaar moedtes jeg med Lise (og hendes kaereste). Vi brugte 3 timer paa en cafee ved vandet. Saa laekker. Bare at sidde ved stranden og nyde et godt selvskab. Lise havde selvfoelge taget en masse laege-halloej, en bog og solcrem med til mig. Hvor jeg savner at bo med en sygeplejeske. De er saa omsorgsfulde! ;-)
torsdag den 23. februar 2012
farvel til k'town og hallo til stand og sport
I morgen siger jeg farvel til skolen, og disse soede boern! Jeg tager til Kumasi (universitets by), med en dansk pige Michelle, hele weekenden og kommer hjem mandag formiddag.Mandag aften tager jeg saa til Accra (hovedstaden), hvor jeg tager en overnatning paa PA's hovedkontors guesthouse (ligesom jeg gjorde den foerste nat jeg kom). Dagen efter - eller om morgen kl. 5.30 - tager jeg til cape coast med en ny frivillig, som ogsaa har brugt natten i huset. Glaeder mig meget til at komme til Cape Coast. Pigerne var afsted i weekenden og siger det er helt vildt laekkert. Glaeder mig til at skulle ned til strand og ned til sports projektet. Som de skarpe har bemaerket har jeg taget lidt paa igen, og maden er saa fed at man bliver helt slatten at se paa ;) Glaeder mig til at der er flere frivillige. Prince (koordinator for PA i K'town) fortalte mig i gaar at der ville vaere en del, saa bliver fedt.
I gaar kl 15 (jeres 16) havde vi quiz night. Har vi hver onsdag, men da det var min sidste her i byen, sagde jeg, at jeg nok skulle lave en quiz. Jeg havde faaet lidt hjaelp (tak til jer der hjalp) og havde faaet mixet en quiz om sport. Ingen af dem er saerlig skarpe til sport, men havde fundet lidt fra de forskellige lande, vi nu kom fra, saa det var rigtig fint. I aften har vi movie night, da det er Sachas og min sidste aften her i byen (altsaa hvor vi alle er her).
Billederne er af nogle af mine yndlings boern fra skolen :-)
 |
| Pigen til venstre er Madams barnebarn (skolelederens) og pigen til hoejre er den soedeste og minder om pigen fra "Den eneste ene" |
 |
| Hun er 1 aar og 5 mdr. og bliver Laurits' kommende kone. En virkelig charmetrold! |
 |
| Soede og fraekke boern. Drengene raaber altid "Teacher Siniaaa" |
 |
| Han er den dejligste dreng paa 1 aar og 5 mdr. |
 |
| Klassen. Jeg fik dem endelig til at sidde ned, hvorefter de alle raabte: "SEEEEEEEE! Wanna SEEEE!" |
dagens #1
Ja... jeg sagde der ikke gik modeblog i den, men her faar i et billede af min kjole jeg har faaet lavet for C14, det er 56 danske kr.
... dog er den lidt for stram over brystet, ikke stram nok i taljen og lidt for lang, men haaber jeg kan goere lidt ved det naar jeg kommer hjem.
lørdag den 18. februar 2012
glade boern og glade Signe
Forleden dag havde jeg den bedste dag!
Da jeg kom paa arbejde, var alle boernene (som altid) meget glade for at se mig. Jeg skulle starte i min klasse med at hjaelpe med at laere dem bogstaverne. Det er ikke det nemmeste, naar boernene kun er 1-3 aar. Derefter skulle jeg bare overtage undervisningen fuldstaendig. Derefter sagde jeg til den ene af laererne: "Hvorfor? Det er jo jeres job, og i faar penge for det?" Det grinte hun bare af, hvor efter jeg maatte forklare, at jeg saadan set havde betalt penge for at vaere her, og det med at jeg skulle hjaelpe dem jo ikke betoed de ikke skulle undervise. Det forstod hun ikke saa meget af, og grinte bare. Det tog jeg mig ikke af og fortsatte undervisningen. Jeg skulle laere dem talene, og proevede at faa dem til at forstaa hvor meget 1 er, ved at sige: "show me one finger". Det var der ingen af dem der kunne, og jeg taenkte de kunne vise mig 5, men heller ikke det. Det gaar mere og mere op for mig at boernene ingen engelsk kan. De laerer Twi (deres lokale sprog) derhjemme, og det er foerst naar de kommer i skole at de snakker engelsk. Laererne snakker ogsaa kun engelsk til dem medmindre de virkelig skaelder dem ud (saa foregaar det paa twi). Det betyder ogsaa at hvis jeg lige hurtigt skal sige noget til en, goer jeg det paa dansk. Om det er engelsk eller dansk kan naesten vaere det samme for de forstaar det ikke.
Jeg spurgte senere paa dagen om boernene aldrig lyttede til musik og fik lov til at danse. Hun svarede: "oh yes!" (jeg har dog aldrig set det endnu), men hun gik herefter hen og satte en DVD paa med "boerne" musik paa. Det var egentlig mere om Jesus og Gud end det var boerne venligt. Men boernenes udtryk da musikken kom paa var helt utroligt! Det gik lige i maven paa mig. De var saa glade. De dansede, raabt og hoppede rundt. Det er foerste gang, hvor jeg har foelgt at jeg har gjort dem en tjeneste. At se deres smil var virkelig en gave. Jeg dansede med dem og de blev helt elektriske. Jeg er foralvor blevet glad for at vaere der, og synes det er meget underligt, at jeg har sidste dag paa fredag. Hvilket de aabenbart ogsaa er kede af. Jeg er blevet gode venner med direktoeren af skolen (det kalder de det...) En gammel mand der er meget svaer at forstaa, men efter flere samtaler med ham, begynder det at vaere nemmere. Det resulterede i at vi skulle have taget billede sammen og at vi sad, paa valentinsday, og farvede hjerter, som boernene skulle have med hjem.
Nedestaaende billeder er boernene paa en fredag. De har en saerlig uniform til om fredagen, og som man kan se kan det vaere svaert at se hvem der er piger og hvem der er drenge ;-)
Da jeg kom paa arbejde, var alle boernene (som altid) meget glade for at se mig. Jeg skulle starte i min klasse med at hjaelpe med at laere dem bogstaverne. Det er ikke det nemmeste, naar boernene kun er 1-3 aar. Derefter skulle jeg bare overtage undervisningen fuldstaendig. Derefter sagde jeg til den ene af laererne: "Hvorfor? Det er jo jeres job, og i faar penge for det?" Det grinte hun bare af, hvor efter jeg maatte forklare, at jeg saadan set havde betalt penge for at vaere her, og det med at jeg skulle hjaelpe dem jo ikke betoed de ikke skulle undervise. Det forstod hun ikke saa meget af, og grinte bare. Det tog jeg mig ikke af og fortsatte undervisningen. Jeg skulle laere dem talene, og proevede at faa dem til at forstaa hvor meget 1 er, ved at sige: "show me one finger". Det var der ingen af dem der kunne, og jeg taenkte de kunne vise mig 5, men heller ikke det. Det gaar mere og mere op for mig at boernene ingen engelsk kan. De laerer Twi (deres lokale sprog) derhjemme, og det er foerst naar de kommer i skole at de snakker engelsk. Laererne snakker ogsaa kun engelsk til dem medmindre de virkelig skaelder dem ud (saa foregaar det paa twi). Det betyder ogsaa at hvis jeg lige hurtigt skal sige noget til en, goer jeg det paa dansk. Om det er engelsk eller dansk kan naesten vaere det samme for de forstaar det ikke.
Jeg spurgte senere paa dagen om boernene aldrig lyttede til musik og fik lov til at danse. Hun svarede: "oh yes!" (jeg har dog aldrig set det endnu), men hun gik herefter hen og satte en DVD paa med "boerne" musik paa. Det var egentlig mere om Jesus og Gud end det var boerne venligt. Men boernenes udtryk da musikken kom paa var helt utroligt! Det gik lige i maven paa mig. De var saa glade. De dansede, raabt og hoppede rundt. Det er foerste gang, hvor jeg har foelgt at jeg har gjort dem en tjeneste. At se deres smil var virkelig en gave. Jeg dansede med dem og de blev helt elektriske. Jeg er foralvor blevet glad for at vaere der, og synes det er meget underligt, at jeg har sidste dag paa fredag. Hvilket de aabenbart ogsaa er kede af. Jeg er blevet gode venner med direktoeren af skolen (det kalder de det...) En gammel mand der er meget svaer at forstaa, men efter flere samtaler med ham, begynder det at vaere nemmere. Det resulterede i at vi skulle have taget billede sammen og at vi sad, paa valentinsday, og farvede hjerter, som boernene skulle have med hjem.
Nedestaaende billeder er boernene paa en fredag. De har en saerlig uniform til om fredagen, og som man kan se kan det vaere svaert at se hvem der er piger og hvem der er drenge ;-)
 |
| Drengen i ser her (ham der ikke smiler) er den soedeste. Han er ikke den soedeste at se paa, men han raaber hele tiden: "Teacher Siiiina" |
 |
| "Klasse laeren" i deres uniform |
 |
| Det sjoveste ved det her billede er at hun selv har taget det. En sjov underviser paa 18 aar, som elsker at filme og tage billeder af sig selv. |
mandag den 13. februar 2012
hostmom
Jeg bor hos en kvinde, ved navn Miriam. Hun er rigtig venlig, men er ikke saerlig meget hjemme. Det er egentlig bare hendes hus. Det er ikke hende, som laver mad til os, men hendes soester Barbara (en dame man aldrig ved hvor man har). Hun har en frisoer (som halvdelen af alle andre kvinder i ghana). Der bor ogsaa 4 boern i huset, men hvis der er hvis, aner jeg virkelig ikke! ;)
Her er lige nogle billeder af huset:
Som i kan fornemme paa billederne, er alting meget klamt, men man laerer at leve i det ;-)
Her er lige nogle billeder af huset:
 |
| Vores dejlige skab (som jeg ikke bruger, det er simpelthen for beskidt) |
 |
| min seng og taske med alt mit lort paa gulvet |
 |
| Lise og hendes seng |
 |
| min seng - hvis man kan se det, saa laeg maerke til vaeggen (den er meget ulaekker! og der kommer dyr ind af den) |
 |
| wc'et |
 |
| haandvasken. Det bagved er et vindue. |
 |
| Vores bruser, som kun er god naar der er vand. Naar der ikke er vand, er det den lille spand der kommer os til undsaetning. (Tasken var fyldt med ananas saft og derfor blevet vasket og til toerring) |
 |
| min foerste seng foer jeg flyttede ind til Lise. |
 |
| Mit foerste skab, som stank saa meget at jeg ikke engang ville aabne det. |
Som i kan fornemme paa billederne, er alting meget klamt, men man laerer at leve i det ;-)
lørdag den 11. februar 2012
cleaning og hoense moede!
I gaar brugte jeg dagen paa et boernehjem, som en af pigerne arbejder paa. Boernene har alle fnat, og vi skulle derfor goere rent. Der er mange ting hernede man skal vende sig til, men af de ting jeg har svaert ved er alt det stoev og saa beskidt her er (sorry, men det er voldsomt). Paa boernehjemmet skulle vi have alt ud, og Michelle (PA frivillig) fortalte at boernene gemmer ALT hvad de har. De har nemlig ikke saerlige mange ting, saa det de end faar gemmer de. Det betyder, at der var rigtig mange ting! Sko, flasker, madskaale (med madrester), boeger osv. De fleste af rummene var med 12 senge (6 koejesenge) med en tyng slidt madres, som laa oven paa nogle braeder - under dem var ALT deres ting. Jeg meldte mig hurtigt til at vaere den med gulvmaatten, for kunne godt se, at det ville vaere graense overskridende for mig. Vi brugte et par timer, og fik gjort alle vaerelser rent og sproejtet med insekt gift. Vi andre snakkede om, at det ikke nytter noget (eller kun for en kort stund) for vi vaskede hverken boernene eller deres toej. Det var noget af en oplevelse og ville ikke have vaeret den foruden. Jeg var udemaerket klar over det ville blive klamt, men at have forestillinger og dertil at opleve det, den er stor!
Efter vi var faerdige paa boernehjemmet og noed en fanice (softice i pose) tog Sacha, Lise og jeg ud til et vandfald (som viste sig at vaere dyrt og der var ikke noget vand pga toerken). Vi skulle med tro-tro (varevogn med saeder) og da jeg er ved at hoppe ind i den ser jeg en mand sidde med en haane!!!! Alle der bare kender mig lidt godt ved at det var min stoerste frygt! Jeg slog koldt vand i blodet og lod de to toesser hoppe ind foer mig, saa jeg sad foran den. Til min store overraskelse blev jeg slet ikke saa bange som jeg troede. Spurgte kun Lise tre gange, om manden havde styr paa haanen, i loebet af de 30 min turen tog - synes selv det var ret flot! Jeg klarede turen og var helt stolt af mig selv. Var sikker paa det blev de laengste 30 minutter i mit liv, men blev det slet ikke. Det var faktisk lige foer det vaerste ved turen var blandingen af fiskelugt og slalum veje (de koerer som psykopater!)
Efter vi var faerdige paa boernehjemmet og noed en fanice (softice i pose) tog Sacha, Lise og jeg ud til et vandfald (som viste sig at vaere dyrt og der var ikke noget vand pga toerken). Vi skulle med tro-tro (varevogn med saeder) og da jeg er ved at hoppe ind i den ser jeg en mand sidde med en haane!!!! Alle der bare kender mig lidt godt ved at det var min stoerste frygt! Jeg slog koldt vand i blodet og lod de to toesser hoppe ind foer mig, saa jeg sad foran den. Til min store overraskelse blev jeg slet ikke saa bange som jeg troede. Spurgte kun Lise tre gange, om manden havde styr paa haanen, i loebet af de 30 min turen tog - synes selv det var ret flot! Jeg klarede turen og var helt stolt af mig selv. Var sikker paa det blev de laengste 30 minutter i mit liv, men blev det slet ikke. Det var faktisk lige foer det vaerste ved turen var blandingen af fiskelugt og slalum veje (de koerer som psykopater!)
torsdag den 9. februar 2012
sygdom
... saa blev jeg ogsaa ramt af ''her faar vi noget mad din mave ikke kan taale''. surt show! Naar man er syg, kan man godt maerke man savner sin mor. Savner omsorg og rugbroedstoast! Saadan er det! Heldigvis bor jeg med Lise der er sygeplejeske, saa hun passer paa mig (selvom hun ogsaa er syg). Ellers hvis nogen skulle ha lyst til at sende noget, saa savner jeg chokolade og slik. Her er ingen af delene - hvilket Lise og jeg er meget traet af. Men mon ikke det er fint for bikini figuren der skal vises frem i Cape cost ;-)
Ellers har jeg det fint og i morgen skal vi paa et boernehjem og goere rent, rense boern og vaske toej. De har nemlig fnat, som skal fjernes. Ellers tager vi til et vandfald, paa et marked og svoemmingpool i weekenden. Det skal nok blive godt.
Ellers har jeg det fint og i morgen skal vi paa et boernehjem og goere rent, rense boern og vaske toej. De har nemlig fnat, som skal fjernes. Ellers tager vi til et vandfald, paa et marked og svoemmingpool i weekenden. Det skal nok blive godt.
work
Et lidt aeldre indlaeg (er kommet ind i ny klasse, saa opdatering er lidt gammel)
Jeg taenker, der maa vaere nogen, der gerne vil vide lidt om det sted jeg arbejder...
Det er en daycare school. Det betyder, at boernene er i alderen 1-7 aar gamle. Boernene er delt op i fem klasser, hvor jeg er i den med de aeldste boern (fra 5-7).
Min dag starter kl 7.00 (eller det burde den, men man kan ikke helt regne med tidspunkter her i Ghana). Jeg bliver hentet af en skolebus, som allerede er propfyldt med boern. Heldigvis har Danielle og jeg (den anden frivillige fra PA) vores fastepladser oppe foran. Herefter starter en to timer lang koerertur! Det er helt crazy. Den koerer ALLE steder hen. Boernene bliver hentet foran deres hus, og der er nok 140 boern der skal hentes, saa det tager meget lang tid. Vejene er ikke de mest stabile, saa det bumler og der er flere gange, hvor jeg har lyst til at raabe: ''PAS PAAAAAA!!'', men det nytter ikke noget. Manden, der koerer bussen, ved hvad han laver.
Vi ankommer til skolen omkring kl 9 - alt afhaengig af om bussen er gaaet i staa paa vejen eller hvornaar den starter om morgenen. Herefter begynder dagen med sang og dans. Boernene hiver og flaar i mig, og alle vil roere ved mig og Danielle. De foerste to dage var det ok, men nu er jeg ved at vaere ret traet af det. Jeg har et ur paa (som jeg har faaet af stewie), som de alle synes er helt vildt intersant. En af mine kollegaer spurgte mig om det var det eneste jeg havde, for saadan et kunne hun godt taenke sig. Maatte desvaerre skuffe hende med at det var det eneste jeg havde (Ghaneserne tror generalt at de kan faa alt, hvad vi browni (et hvidt menneske) har). Efter de har bedt og sunget til gud, er det ellers ud i klasserne.
Her starter dagen meget forskelligt. I dag brugte ''granmam' (en 60 aarig kvinde, som er klasselaerer) de foerste 45 minutter paa at snakke med et af boernenes moedre. Om hvad, ved jeg ikke. Herefter starter jeg saa med at rette deres lektier (der er 41 elever, saa det tager 100 aar). Naar jeg har gjort det, skriver jeg som regl af fra en laerer bog over i deres haefter. De har ikke nok boeger, saa det hele skal skrives over. Det er faktisk det jeg bruger min dag paa, og er allerede traet af det.
Alt imens jeg goer det, raaber ''granmam'' eller Sandra (min ''sister'' - som paa ingen maeder er eller kommer til at vaere!) af alle boernene. De pisker dem, slaar dem med boegerne osv. Det er helt vildt, men har (desvaerre) vendet mig til det. Det vaerste er, at jeg ikke kan faa dem til ro, fordi de ved jeg ikke slaar dem. De sidder bare og griner af mig, og det faar virkelig mit pis i kog! Men de ved ikke bedre. Laererne griner af boernene hver gang de svarer forkert eller laver noget forkert i deres boeger. Faar helt ondt i maven af det!
Boernene faar mad paa skolen, men jeg spiser det ikke, for faar mad med hjemmefra. Dog er jeg efterhaanden rigtig traet af maden (ris og kylling eller pasta og kylling) - middag og aften!
Dagen slutter kl 14, hvor boernene igen skal med bussen (total kaos!) og jeg hopper nogen gange paa bussen og er hjemme omkring kl 15. For det meste tager jeg ind til byen paa netcafen.
Jeg har i dag skiftet klassen, hvor boernene er 1-3 aar. Det er helt sindsygt, hvad de forventer af boernene, saa det kraever et indlaeg i sig selv! Men soede er boernene nu! Det skaer helt i mit moster-hjerte at se de smaa pus (laes: savner Anton og Laurits!) Men glaeder mig mest til at komme paa det naeste projekt, hvor jeg skal lave sport og er omgivet af boern der kan snakke engelsk. Alt for denne gang omkring arbejde.
søndag den 5. februar 2012
foerste weekend i paradise
Saa er min foerste weekend snart slut. I fredags tog vi en tro tro [trov-trov] til Accra, hvor vi skulle med endnu en tro tro - det skal siges at de er CRAZY! virkelig. de koerer som idioter og er naermest ved at falde fra hinanden. Naar, men her efter skulle vi med taxa til et hotel. Turen tog fra 14.30-19.00 ca. der var nok omkring 100 km, saa det siger lidt om vejenes tilstand. Jeg troede, at vi skulle bo paa et hotel med fliser osv. Men det var det bestemt ikke. Det var et paradise! Med palmer osv. Skal nok ligge billeder op, men er en klovn der har glemt mit stik, saa det er heldigt jeg har to kamera med. Vi fik laekkert mad (altsaa i forhold til det jeg spiser dagligt). Alt mad hernede er meget staerkt, og de der kender mig godt, ved hvordan jeg har det med det. Selv Martins (min chef i kantinen) er ikke staerkt i forhold til.
Vi har saadan kun ligget ved stranden, spist og drukket. Ja og laest lidt. Jeg har selvfoelgelig/endelig faaet farve (fra hvid til roed og til brun!).
Jeg har det godt, og kommer snart med en mere indholdsrig opdatering. Haaber i nyder sneen, mens jeg har 30 grader ;)
Vi har saadan kun ligget ved stranden, spist og drukket. Ja og laest lidt. Jeg har selvfoelgelig/endelig faaet farve (fra hvid til roed og til brun!).
 |
| Pigerne fra venstre: mig, Sacha (engelsk), Michelle og Lise (danske) og Daniella (hollansk) |
 |
| Det kaere paradise |
 |
| Baren |
torsdag den 2. februar 2012
ankommet!
Saa er jeg ankommet til Ghana, efter en voldsom start (pga kulturchok og chok over at vaere helt alene).
Som Mogens (mine foraeldres ven) sagde, saa er man slet ikke itvivl om at man er kommet til afrika. Lige da jeg kom ud af flyveren var mine haender vaade. det var saa underligt! Jeg fik sagt farvel til de soede paadagoer jeg rejste med, og herefter gik det igang.
Jeg blev taget imod af en meget crazy men soed fyr fra PA. Han var rigtig venlig og foer jeg fik set mig om, var vi fire piger (19 aarig tysker, 26 aarig englaender og en pige fra italien). Tyskeren og italieneren blev koert til deres familier, og englaenderen og jeg til PAs hovedekontor/guesthouse. Her overnattede jeg (fra kl 00.30-5.00). Herefter startede en meget lang koerertur. Jeg fik atvide det ville tage to timer - for jeg skulle jo bo i bjergene (det vidste jeg saa slet ikke!!). Vi skulle dog hente en 30-40 aarig englaender, som virkelig fik mig bekraeftet i mit daarlige engelsk og at jeg var helt alene. Hun havde ihvertfald selvtilliden iorden (de andre siger hun vist skal arbejde for PA). Da jeg ENDELIG kom til kontoret i Koforidua (den by jeg bor i), tog en soed fyr med navnet Michael (Mikki kaldes han) imod mig. Han vidste mig til min houstfamilie, hvor det viste sig at bo en dansk pige - JEG VAR LYKKELIG! endelig en jeg kunne dele mine bekymringer med. Hun var dog ikke hjemme, men det var min anden houstsister. En japaner jeg aldrig kan huske navnet paa. Hun er 34 og forlader os paa onsdag. Mikki viste mig byen. Byen har en lang hovedgade, og er vel paa stoerelse med Kolding centrum. Der er bare 4000 mennesker i gaden paa en gang. Det er HELT crazy. Biler overalt og mennesker overalt. Mikki og jeg fik haevet penge til mig og koebt en ghana mobil. Derefter skulle jeg hjem. Jeg var helt faerdig efter alle de indtryk. Jeg lagde mig til at sove, og da jeg vaagnede var Lisa der (den danske pige). Saa blev der endelig snakket dansk og jeg fik spurgt til alt hvad der maatte vaere. Det var virkelig en lettelse.
Omkring kl 16 skulle vi til quiz aften, hvor de andre frivillige kom. Det viste sig igen at vaere 2 andre danske piger (den ene tager dog hjem i morgen). Jeg tror vi er omkring 7 frivillige her i byen - alle piger.
I dag har jeg saa haft min foerste arbejdsdag. Det er gaaet fint, men der er virkelig mange ting man skal se igennem finger med. De slaar boernene - det er hvad det er, men de pisker dem. Det var voldsomt.De haev og roert alle ved mig, men det var nu ok. Jeg er kommet i en klasse hvor boernene er 4-6 aar gamle. De snakker ikke engelsk, men skal laerer det, saa det er ret udfordene. I dag har jeg baret skrevet af fra en laerer bog til deres haefter, saa de kunne faa det med hjem som lektier.
Til min mor: de blev meget glad for gaverne, og brugte orderne "god bless you!". saa det var perfekt.
I weekenden skal jeg paa tur med de andre til en strand som ligger naer Accra. Det skulle vist bare staa paa badeferie og dans paa borderne, saa det er meget rart at starte med.
Haaber alle har det godt, og nyder det kolde vejr, mens jeg sveder (Sofie - det er vaerre end paa Malta!)
Som Mogens (mine foraeldres ven) sagde, saa er man slet ikke itvivl om at man er kommet til afrika. Lige da jeg kom ud af flyveren var mine haender vaade. det var saa underligt! Jeg fik sagt farvel til de soede paadagoer jeg rejste med, og herefter gik det igang.
Jeg blev taget imod af en meget crazy men soed fyr fra PA. Han var rigtig venlig og foer jeg fik set mig om, var vi fire piger (19 aarig tysker, 26 aarig englaender og en pige fra italien). Tyskeren og italieneren blev koert til deres familier, og englaenderen og jeg til PAs hovedekontor/guesthouse. Her overnattede jeg (fra kl 00.30-5.00). Herefter startede en meget lang koerertur. Jeg fik atvide det ville tage to timer - for jeg skulle jo bo i bjergene (det vidste jeg saa slet ikke!!). Vi skulle dog hente en 30-40 aarig englaender, som virkelig fik mig bekraeftet i mit daarlige engelsk og at jeg var helt alene. Hun havde ihvertfald selvtilliden iorden (de andre siger hun vist skal arbejde for PA). Da jeg ENDELIG kom til kontoret i Koforidua (den by jeg bor i), tog en soed fyr med navnet Michael (Mikki kaldes han) imod mig. Han vidste mig til min houstfamilie, hvor det viste sig at bo en dansk pige - JEG VAR LYKKELIG! endelig en jeg kunne dele mine bekymringer med. Hun var dog ikke hjemme, men det var min anden houstsister. En japaner jeg aldrig kan huske navnet paa. Hun er 34 og forlader os paa onsdag. Mikki viste mig byen. Byen har en lang hovedgade, og er vel paa stoerelse med Kolding centrum. Der er bare 4000 mennesker i gaden paa en gang. Det er HELT crazy. Biler overalt og mennesker overalt. Mikki og jeg fik haevet penge til mig og koebt en ghana mobil. Derefter skulle jeg hjem. Jeg var helt faerdig efter alle de indtryk. Jeg lagde mig til at sove, og da jeg vaagnede var Lisa der (den danske pige). Saa blev der endelig snakket dansk og jeg fik spurgt til alt hvad der maatte vaere. Det var virkelig en lettelse.
Omkring kl 16 skulle vi til quiz aften, hvor de andre frivillige kom. Det viste sig igen at vaere 2 andre danske piger (den ene tager dog hjem i morgen). Jeg tror vi er omkring 7 frivillige her i byen - alle piger.
I dag har jeg saa haft min foerste arbejdsdag. Det er gaaet fint, men der er virkelig mange ting man skal se igennem finger med. De slaar boernene - det er hvad det er, men de pisker dem. Det var voldsomt.De haev og roert alle ved mig, men det var nu ok. Jeg er kommet i en klasse hvor boernene er 4-6 aar gamle. De snakker ikke engelsk, men skal laerer det, saa det er ret udfordene. I dag har jeg baret skrevet af fra en laerer bog til deres haefter, saa de kunne faa det med hjem som lektier.
Til min mor: de blev meget glad for gaverne, og brugte orderne "god bless you!". saa det var perfekt.
I weekenden skal jeg paa tur med de andre til en strand som ligger naer Accra. Det skulle vist bare staa paa badeferie og dans paa borderne, saa det er meget rart at starte med.
Haaber alle har det godt, og nyder det kolde vejr, mens jeg sveder (Sofie - det er vaerre end paa Malta!)
mandag den 30. januar 2012
I morgen - wow
Så er det i morgen jeg drager mod Ghana. Det er helt vildt!
Hvis man vil vide lidt om hvordan jeg har det, så kan man maile (signesskaastrup@gmail.com), skype eller skrive her på bloggen.
Håber i passer godt på jer selv - og jeg passer på mig selv også :)
tirsdag den 10. januar 2012
Accommodation Details
Jeg ved allerede, hvor jeg skal bo. Jeg skal den første måned bo hos Miriam Ofosu Appiah (hvordan det udtales må jeg finde ud af, når jeg kommer derned). Hun kan havde op til otte frivillige boende, så jeg håber selvfølgelig at der allerede er 7 søde frivillige i huset, når jeg ankommer. Herefter skal jeg tilbringe 2 måneder hos Agnes Nunoo (hun er allerede døbt "big mamma"). Hun kan kun have fire frivillige boende, men har allerede to unge boende.
Miriam bor nord for Accra i byen Koforidua. Mens jeg bor hos hende, skal jeg arbejde på en skole, hvor jeg skal undervise i engelsk (og de der kender mig godt, ved det bliver en kæmpe udfordring). Min job titel er: Head Teacher (oh no!).
Agnes/Big mamma, bor i en forstad til Cape Cost, som er en by sydvest for Accra - og ligger derfor ved kysten. De to måneder jeg bor hos hende, skal jeg være på et sportsprojekt. Dette projekt er grunden til jeg valgte Ghana. Jeg skal undervise en masse unger i sport, når de kommer fra skole. Jeg skal være med til at lave sport efterfuldt af samtaler, hvor man gør opmærksom på fx HIV/AIDS, børnearbejde mm. Det viser sig, at jeg hver onsdag skal ud og besøge børnenes familier, hvilket jeg tror bliver vildt spændende, da jeg får kulturen helt tæt på.
Det skal nok blive spændende med alt det sport, men mon ikke det bliver hårdt i 40 graders varme.
Her er to billeder af de to kvinder min mor overlader mig til:
Håber der er nogen der vil følge lidt med i min rejse - for jeg glæææææææder mig! :-)
Jeg ved allerede, hvor jeg skal bo. Jeg skal den første måned bo hos Miriam Ofosu Appiah (hvordan det udtales må jeg finde ud af, når jeg kommer derned). Hun kan havde op til otte frivillige boende, så jeg håber selvfølgelig at der allerede er 7 søde frivillige i huset, når jeg ankommer. Herefter skal jeg tilbringe 2 måneder hos Agnes Nunoo (hun er allerede døbt "big mamma"). Hun kan kun have fire frivillige boende, men har allerede to unge boende.
Miriam bor nord for Accra i byen Koforidua. Mens jeg bor hos hende, skal jeg arbejde på en skole, hvor jeg skal undervise i engelsk (og de der kender mig godt, ved det bliver en kæmpe udfordring). Min job titel er: Head Teacher (oh no!).
Agnes/Big mamma, bor i en forstad til Cape Cost, som er en by sydvest for Accra - og ligger derfor ved kysten. De to måneder jeg bor hos hende, skal jeg være på et sportsprojekt. Dette projekt er grunden til jeg valgte Ghana. Jeg skal undervise en masse unger i sport, når de kommer fra skole. Jeg skal være med til at lave sport efterfuldt af samtaler, hvor man gør opmærksom på fx HIV/AIDS, børnearbejde mm. Det viser sig, at jeg hver onsdag skal ud og besøge børnenes familier, hvilket jeg tror bliver vildt spændende, da jeg får kulturen helt tæt på.
Det skal nok blive spændende med alt det sport, men mon ikke det bliver hårdt i 40 graders varme.
Her er to billeder af de to kvinder min mor overlader mig til:
 |
| Miriam |
 |
| Agnes |
Håber der er nogen der vil følge lidt med i min rejse - for jeg glæææææææder mig! :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)