fra koforidua, til kumasi, til koforidua, til accra og endelig CAPE COAST

Endelig sidder jeg paa en internetcafe - og aner ikke hvor jeg skal starte! Som overskiften siger, har det vaeret en lang rejse. Det kan vaere svaert at forestille sig naar man sidder i Danmark, men tro mig!

Sidste dag:
Fredag havde jeg sidste dag paa arbejdet. Det var virkelig underligt og kunne maerke at de var traette af jeg skulle stoppe. Der var en af pigerne i min klasse der havde foedselsdag, saa der skulle tages en masse billeder. Det er sjovt at de altid tager saa mange billeder. Hun blev 3 aar og havde derfor baade juice og kiks med. Jeg havde ogsaa koebt kiks til boernene i min klasse, saa de blev rigtig forkaelet den dag. Det viste sig, at de havde koebt en gave til mig - en perle halskaede. Den er ikke min smag, men det er egentlig lige meget. Farverne var i det mindste rigtig fine (blaa, roed og hvid). Det skulle der ogsaa tages billeder af, og havde heldigvis mit kamera med, saa de tog ogsaa en masse billeder med mit kamera. Der udover fik jeg ogsa billeder, som var blevet taget i loebet af ugen, saa det er skoent at have det med hjem.

Weekend i Kumasi:
Fredag efter arbejde tog jeg hjem til Michelle (hun bor inde i byen). Vi skulle tage Kumasi, saa vi tog til tro-tro stationen. Det tager 4 timer i en tro og det koster 9 cedis (36 kr.) Billigt maa man sige! Det var noget af en tur. Sad ved siden af en kvinde med et lille baby og en dreng paa 6. Et helvede! Vi kom frem til den sygeste tro-station. Allerede her taenkte jeg: hvad er det vi laver her! Men det gik og en soed lille mand viste os hele vejen til hotellet. Det tog ca 15 min og vi havde ingen idee om manden vidste hvor vi skulle hen. Ret kaos. Da vi finder skiltet med vores hotel, kan vi se der staar der er svoemming pool! Hvilken lykke! (at den saa var mega lille, dyb og klam er en anden sag). Vi skulle i byen den foerste aften, og vi fandt et sted vi ville gaa, saa skulle vi skaffe en taxa. Vi spurgte omkring 4 foer vi fandt en der vidste hvor det var (troede vi). Vi koerte rundt i 40 min og kunne ikke finde stedet. ALDRIG har jeg vaeret saa hidsig foer. ALDRIG. Jeg var klar til at slaa manden. Var saa sur, og var meget glad for at have Michelle med, saa vi kunne snakke om hvilken idiot han var, paa dansk. Vi bad ham koere os tilbage, og vi gik ud uden at betale noget!
Dagen efter skulle vi paa det store market, vi havde laest om. Det skulle vaere 12 hektar og med 10.000 boder. Det var der nok ogsaa, men i 40 graders varme, ingen solcrem og ALT for mange mennesker, besluttede vi os for at finde en taxa der kunne koere os til et rigtig laekkert pizza sted, vi havde laest om. Dog skete det samme som dagen foer. Denne taxa mand kunne dog ikke engelsk. Det fik mig til at SVINE ham til paa dansk. Jeg var nok mere sur end dagen i forvejen. Det kunne bare ikke passe! Men vi gjorde det samme som dagen foer. Og fandet et hotel med en fin resturante. Det skal siges at der ikke findes nogle steder at spise, selvom det er en storby paa stoerrelse med Aarhus. Vi fik en burger. Herfter tog vi hjem. Vi var helt faerdig - ramt af solstik og traette ben!
Vi havde besluttet at tage hjem mandag, saa soendag brugte vi paa at vaere kulturelle. Vi tog paa "the national cultur center" - center er saa meget at sige. Det var naermere paa stoerrelse med vores stue hjemme i Kolding. Men vi fik da lidt ud af det (damen snakkede daarligt engelsk, saa hun var svaer at forstaa). Derefter gik vi tilbage til resturanten fra om loerdagen og nu havde de endelig pizza (det er saadan i Ghana, at man aldrig kan vide, om de har det der staar paa menukortet). Derefter gik vi op til kongens palas (i 40 graders varme og en stejl bakke). Vi troede, at vi havde godt styr paa hvor vi skulle hen, men det er ikke til at laese kort og navneskilte hernede, saa det tog lidt tid og meget sved til! Det var dog en virkelig fin oplevelse, og vi fik mere styr paa konge-historien i Ghana.
Michelle blev om aftenen ramt af maveproblemer. Hun havde egentlig haft dem siden onsdag, men haabede det var gaaet over. Men nej. Jeg vaagnede natten til mandag, ved lyden af Michelle der braekkede sig. Det var forfaerdigeligt og hun havde det virkelig daarligt. Da vi stod op om morgenen for at tage hjem, var det med poser til opkast i en tro-tro der tog fire timer. Uden saerlig meget mad og vand. Det var saa forfaerdigeligt! Heldigvis fik hun sovet og det var kun de sidste 30 min hun igen troede hun skulle kaste op. (sorry - men det fyldte meget!) Jeg fik det selv mega daarligt. I, der kender mig godt, ved hvordan jeg faar det, naar jeg ikke har faaet mad og er traet. Vi kom til Koforidua med et held....

Overnatning i Accra:
Efter et par timer hjemme i Koforidua, som skulle staa paa afsted og saadan, blev i stedet til kvamle og ynk. Jeg fik lidt mad, fik sagt farvel til nogle af pigerne der kom forbi og ellers med en pose i den ene haand og en flaske vand i den anden bevaeget mig afsted i en taxa til Accra. Det er et held jeg er i live. Det var den sygeste tur. Der var HELT sort og bjergkoersel er ikke en godt kombi. Chaffoeren koerte som en gal! Jeg moedte dog et fantastisk syn lige foer jeg kom ind i Accra. Vi koerte oppe i bjergene og pluslig kunne jeg se hele Accra. Der var flys over hele byen. Det var saa flot og Accra er KAEMPE stor! Der bor 2 millioner mennesker.... Overnattede i Guesthouset med en tysk pige, som skulle til Koforidua og en pige fra japan, som viste sig at vaere en jeg skulle bo med.

Ankomst til Cape Coast:
Jeg skulle igennem det samme, som foerste nat i Ghana: op kl 5 om morgenen og saa afsted til Cape Coast. Det tager 2,5 time saa det er jo skoent (nej..) Skulle heldigvis med en AC minibus paa almindelig veje, saa det var skoent. Fik mig en times soevn, saa det hjalp lidt. Vi blev koert til vores hostmom. En rigtig soed dame - og ja, en big mama, men ikke saa meget som billedet foerst viste... Her er alting meget bedre! Har en god seng, rene vaagge, spejl, koldt vand, rigtig bad, laekkert skab! Hun spurgte, hvad vi kunne lide af mad og saadan. I dag viste hun mig saa, hvordan jeg skulle vaske toej - meget fint (men savner godt nok en vaskemaskine).
Til morgenmad faar jeg juice og nutella - foer var man heldig, hvis man blev maet.
Vi (den japanske pige, jeg bor med og jeg) blev vist rundt i byen. Mit foerste indtryk var, at byen var enorm, men det er ikke saa meget anderledes en Koforidua. Det eneste der er anerledes er at der er en masse rundt om centrum, men det at komme ind i "town" er rimelig simpelt.
Jeg bor 15 min i en taxa, uden for byen. Det er fint, selvom jeg i starten synes det var noget langt ude. Dog er byens internetcafeer ikke lige saa gode, som den i Koforidua (hvilket irriterer mig meget). Det bliver svaert for mig at komme til at skype, saa hvis man vil snakke, maa det vaere via mails.
Jeg er utrolig glad for at vaere kommet hertil. Her sol med en lille vind, hele tiden (det betyder ikke, at man ikke sveder konstant, for selvom der er vind, kan man stadig maerke det er 40 grader). I gaar moedtes jeg med Lise (og hendes kaereste). Vi brugte 3 timer paa en cafee ved vandet. Saa laekker. Bare at sidde ved stranden og nyde et godt selvskab. Lise havde selvfoelge taget en masse laege-halloej, en bog og solcrem med til mig. Hvor jeg savner at bo med en sygeplejeske. De er saa omsorgsfulde! ;-)

farvel til k'town og hallo til stand og sport

I morgen siger jeg farvel til skolen, og disse soede boern! Jeg tager til Kumasi (universitets by), med en dansk pige Michelle, hele weekenden og kommer hjem mandag formiddag.Mandag aften tager jeg saa til Accra (hovedstaden), hvor jeg tager en overnatning paa PA's hovedkontors guesthouse (ligesom jeg gjorde den foerste nat jeg kom). Dagen efter - eller om morgen kl. 5.30 - tager jeg til cape coast med en ny frivillig, som ogsaa har brugt natten i huset. Glaeder mig meget til at komme til Cape Coast. Pigerne var afsted i weekenden og siger det er helt vildt laekkert. Glaeder mig til at skulle ned til strand og ned til sports projektet. Som de skarpe har bemaerket har jeg taget lidt paa igen, og maden er saa fed at man bliver helt slatten at se paa ;) Glaeder mig til at der er flere frivillige. Prince (koordinator for PA i K'town) fortalte mig i gaar at der ville vaere en del, saa bliver fedt.

I gaar kl 15 (jeres 16) havde vi quiz night. Har vi hver onsdag, men da det var min sidste her i byen, sagde jeg, at jeg nok skulle lave en quiz. Jeg havde faaet lidt hjaelp (tak til jer der hjalp) og havde faaet mixet en quiz om sport. Ingen af dem er saerlig skarpe til sport, men havde fundet lidt fra de forskellige lande, vi nu kom fra, saa det var rigtig fint. I aften har vi movie night, da det er Sachas og min sidste aften her i byen (altsaa hvor vi alle er her).

Billederne er af nogle af mine yndlings boern fra skolen :-)

Pigen til venstre er Madams barnebarn (skolelederens) og pigen til hoejre er den soedeste og minder om pigen fra "Den eneste ene"

Hun er 1 aar og 5 mdr. og bliver Laurits' kommende kone. En virkelig charmetrold!

Soede og fraekke boern. Drengene raaber altid "Teacher Siniaaa"

Han er den dejligste dreng paa 1 aar og 5 mdr.

Klassen. Jeg fik dem endelig til at sidde ned, hvorefter de alle raabte: "SEEEEEEEE! Wanna SEEEE!"

dagens #1

Ja... jeg sagde der ikke gik modeblog i den, men her faar i et billede af min kjole jeg har faaet lavet for C14, det er 56 danske kr.

... dog er den lidt for stram over brystet, ikke stram nok i taljen og lidt for lang, men haaber jeg kan goere lidt ved det naar jeg kommer hjem.

glade boern og glade Signe

Forleden dag havde jeg den bedste dag!
Da jeg kom paa arbejde, var alle boernene (som altid) meget glade for at se mig. Jeg skulle starte i min klasse med at hjaelpe med at laere dem bogstaverne. Det er ikke det nemmeste, naar boernene kun er 1-3 aar. Derefter skulle jeg bare overtage undervisningen fuldstaendig. Derefter sagde jeg til den ene af laererne: "Hvorfor? Det er jo jeres job, og i faar penge for det?" Det grinte hun bare af, hvor efter jeg maatte forklare, at jeg saadan set havde betalt penge for at vaere her, og det med at jeg skulle hjaelpe dem jo ikke betoed de ikke skulle undervise. Det forstod hun ikke saa meget af, og grinte bare. Det tog jeg mig ikke af og fortsatte undervisningen. Jeg skulle laere dem talene, og proevede at faa dem til at forstaa hvor meget 1 er, ved at sige: "show me one finger". Det var der ingen af dem der kunne, og jeg taenkte de kunne vise mig 5, men heller ikke det. Det gaar mere og mere op for mig at boernene ingen engelsk kan. De laerer Twi (deres lokale sprog) derhjemme, og det er foerst naar de kommer i skole at de snakker engelsk. Laererne snakker ogsaa kun engelsk til dem medmindre de virkelig skaelder dem ud (saa foregaar det paa twi). Det betyder ogsaa at hvis jeg lige hurtigt skal sige noget til en, goer jeg det paa dansk. Om det er engelsk eller dansk kan naesten vaere det samme for de forstaar det ikke.
Jeg spurgte senere paa dagen om boernene aldrig lyttede til musik og fik lov til at danse. Hun svarede: "oh yes!" (jeg har dog aldrig set det endnu), men hun gik herefter hen og satte en DVD paa med "boerne" musik paa. Det var egentlig mere om Jesus og Gud end det var boerne venligt. Men boernenes udtryk da musikken kom paa var helt utroligt! Det gik lige i maven paa mig. De var saa glade. De dansede, raabt og hoppede rundt. Det er foerste gang, hvor jeg har foelgt at jeg har gjort dem en tjeneste. At se deres smil var virkelig en gave. Jeg dansede med dem og de blev helt elektriske. Jeg er foralvor blevet glad for at vaere der, og synes det er meget underligt, at jeg har sidste dag paa fredag. Hvilket de aabenbart ogsaa er kede af. Jeg er blevet gode venner med direktoeren af skolen (det kalder de det...) En gammel mand der er meget svaer at forstaa, men efter flere samtaler med ham, begynder det at vaere nemmere. Det resulterede i at vi skulle have taget billede sammen og at vi sad, paa valentinsday, og farvede hjerter, som boernene skulle have med hjem.
Nedestaaende billeder er boernene paa en fredag. De har en saerlig uniform til om fredagen, og som man kan se kan det vaere svaert at se hvem der er piger og hvem der er drenge ;-)

Drengen i ser her (ham der ikke smiler) er den soedeste. Han er ikke den soedeste at se paa, men han raaber hele tiden: "Teacher Siiiina"

"Klasse laeren" i deres uniform

Det sjoveste ved det her billede er at hun selv har taget det. En sjov underviser paa 18 aar, som elsker at filme og tage billeder af sig selv.

hostmom

Jeg bor hos en kvinde, ved navn Miriam. Hun er rigtig venlig, men er ikke saerlig meget hjemme. Det er egentlig  bare hendes hus. Det er ikke hende, som laver mad til os, men hendes soester Barbara (en dame man aldrig ved hvor man har). Hun har en frisoer (som halvdelen af alle andre kvinder i ghana). Der bor ogsaa 4 boern i huset, men hvis der er hvis, aner jeg virkelig ikke! ;)

Her er lige nogle billeder af huset:

Vores dejlige skab (som jeg ikke bruger, det er simpelthen for beskidt)

min seng og taske med alt mit lort paa gulvet

Lise og hendes seng

min seng - hvis man kan se det, saa laeg maerke til vaeggen (den er meget ulaekker! og der kommer dyr ind af den)

wc'et

haandvasken. Det bagved er et vindue.

Vores bruser, som kun er god naar der er vand. Naar der ikke er vand, er det den lille spand der kommer os til undsaetning.
(Tasken var fyldt med ananas saft og derfor blevet vasket og til toerring)

min foerste seng foer jeg flyttede ind til Lise.

Mit foerste skab, som stank saa meget at jeg ikke engang ville aabne det.

Som i kan fornemme paa billederne, er alting meget klamt, men man laerer at leve i det ;-)

cleaning og hoense moede!

I gaar brugte jeg dagen paa et boernehjem, som en af pigerne arbejder paa. Boernene har alle fnat, og vi skulle derfor goere rent. Der er mange ting hernede man skal vende sig til, men af de ting jeg har svaert ved er alt det stoev og saa beskidt her er (sorry, men det er voldsomt). Paa boernehjemmet skulle vi have alt ud, og Michelle (PA frivillig) fortalte at boernene gemmer ALT hvad de har. De har nemlig ikke saerlige mange ting, saa det de end faar gemmer de. Det betyder, at der var rigtig mange ting! Sko, flasker, madskaale (med madrester), boeger osv. De fleste af rummene var med 12 senge (6 koejesenge) med en tyng slidt madres, som laa oven paa nogle braeder - under dem var ALT deres ting. Jeg meldte mig hurtigt til at vaere den med gulvmaatten, for kunne godt se, at det ville vaere graense overskridende for mig. Vi brugte et par timer, og fik gjort alle vaerelser rent og sproejtet med insekt gift. Vi andre snakkede om, at det ikke nytter noget (eller kun for en kort stund) for vi vaskede hverken boernene eller deres toej. Det var noget af en oplevelse og ville ikke have vaeret den foruden. Jeg var udemaerket klar over det ville blive klamt, men at have forestillinger og dertil at opleve det, den er stor!

Efter vi var faerdige paa boernehjemmet og noed en fanice (softice i pose) tog Sacha, Lise og jeg ud til et vandfald (som viste sig at vaere dyrt og der var ikke noget vand pga toerken). Vi skulle med tro-tro (varevogn med saeder) og da jeg er ved at hoppe ind i den ser jeg en mand sidde med en haane!!!! Alle der bare kender mig lidt godt ved at det var min stoerste frygt! Jeg slog koldt vand i blodet og lod de to toesser hoppe ind foer mig, saa jeg sad foran den. Til min store overraskelse blev jeg slet ikke saa bange som jeg troede. Spurgte kun Lise tre gange, om manden havde styr paa haanen, i loebet af de 30 min turen tog - synes selv det var ret flot! Jeg klarede turen og var helt stolt af mig selv. Var sikker paa det blev de laengste 30 minutter i mit liv, men blev det slet ikke. Det var faktisk lige foer det vaerste ved turen var blandingen af fiskelugt og slalum veje (de koerer som psykopater!)

sygdom

... saa blev jeg ogsaa ramt af ''her faar vi noget mad din mave ikke kan taale''. surt show! Naar man er syg, kan man godt maerke man savner sin mor. Savner omsorg og rugbroedstoast! Saadan er det! Heldigvis bor jeg med Lise der er sygeplejeske, saa hun passer paa mig (selvom hun ogsaa er syg). Ellers hvis nogen skulle ha lyst til at sende noget, saa savner jeg chokolade og slik. Her er ingen af delene - hvilket Lise og jeg er meget traet af. Men mon ikke det er fint for bikini figuren der skal vises frem i Cape cost ;-)

Ellers har jeg det fint og i morgen skal vi paa et boernehjem og goere rent, rense boern og vaske toej. De har nemlig fnat, som skal fjernes. Ellers tager vi til et vandfald, paa et marked og svoemmingpool i weekenden. Det skal nok blive godt.

work

Et lidt aeldre indlaeg (er kommet ind i ny klasse, saa opdatering er lidt gammel)

Jeg taenker, der maa vaere nogen, der gerne vil vide lidt om det sted jeg arbejder...

Det er en daycare school. Det betyder, at boernene er i alderen 1-7 aar gamle. Boernene er delt op i fem klasser, hvor jeg er i den med de aeldste boern (fra 5-7).
Min dag starter kl 7.00 (eller det burde den, men man kan ikke helt regne med tidspunkter her i Ghana). Jeg bliver hentet af en skolebus, som allerede er propfyldt med boern. Heldigvis har Danielle og jeg (den anden frivillige fra PA) vores fastepladser oppe foran. Herefter starter en to timer lang koerertur! Det er helt crazy. Den koerer ALLE steder hen. Boernene bliver hentet foran deres hus, og der er nok 140 boern der skal hentes, saa det tager meget lang tid. Vejene er ikke de mest stabile, saa det bumler og der er flere gange, hvor jeg har lyst til at raabe: ''PAS PAAAAAA!!'', men det nytter ikke noget. Manden, der koerer bussen, ved hvad han laver.
Vi ankommer til skolen omkring kl 9 - alt afhaengig af om bussen er gaaet i staa paa vejen eller hvornaar den starter om morgenen. Herefter begynder dagen med sang og dans. Boernene hiver og flaar i mig, og alle vil roere ved mig og Danielle. De foerste to dage var det ok, men nu er jeg ved at vaere ret traet af det. Jeg har et ur paa (som jeg har faaet af stewie), som de alle synes er helt vildt intersant. En af mine kollegaer spurgte mig om det var det eneste jeg havde, for saadan et kunne hun godt taenke sig. Maatte desvaerre skuffe hende med at det var det eneste jeg havde (Ghaneserne tror generalt at de kan faa alt, hvad vi browni (et hvidt menneske) har). Efter de har bedt og sunget til gud, er det ellers ud i klasserne.
Her starter dagen meget forskelligt. I dag brugte ''granmam' (en 60 aarig kvinde, som er klasselaerer) de foerste 45 minutter paa at snakke med et af boernenes moedre. Om hvad, ved jeg ikke. Herefter starter jeg saa med at rette deres lektier (der er 41 elever, saa det tager 100 aar). Naar jeg har gjort det, skriver jeg som regl af fra en laerer bog over i deres haefter. De har ikke nok boeger, saa det hele skal skrives over. Det er faktisk det jeg bruger min dag paa, og er allerede traet af det.
Alt imens jeg goer det, raaber ''granmam'' eller Sandra (min ''sister'' - som paa ingen maeder er eller kommer til at vaere!) af alle boernene. De pisker dem, slaar dem med boegerne osv. Det er helt vildt, men har (desvaerre) vendet mig til det. Det vaerste er, at jeg ikke kan faa dem til ro, fordi de ved jeg ikke slaar dem. De sidder bare og griner af mig, og det faar virkelig mit pis i kog! Men de ved ikke bedre. Laererne griner af boernene hver gang de svarer forkert eller laver noget forkert i deres boeger. Faar helt ondt i maven af det!

Boernene faar mad paa skolen, men jeg spiser det ikke, for faar mad med hjemmefra. Dog er jeg efterhaanden rigtig traet af maden (ris og kylling eller pasta og kylling) - middag og aften!

Dagen slutter kl 14, hvor boernene igen skal med bussen (total kaos!) og jeg hopper nogen gange paa bussen og er hjemme omkring kl 15. For det meste tager jeg ind til byen paa netcafen.

Jeg har i dag skiftet klassen, hvor boernene er 1-3 aar. Det er helt sindsygt, hvad de forventer af boernene, saa det kraever et indlaeg i sig selv! Men soede er boernene nu! Det skaer helt i mit moster-hjerte at se de smaa pus (laes: savner Anton og Laurits!) Men glaeder mig mest til at komme paa det naeste projekt, hvor jeg skal lave sport og er omgivet af boern der kan snakke engelsk. Alt for denne gang omkring arbejde.

foerste weekend i paradise

Saa er min foerste weekend snart slut. I fredags tog vi en tro tro [trov-trov] til Accra, hvor vi skulle med endnu en tro tro - det skal siges at de er CRAZY! virkelig. de koerer som idioter og er naermest ved at falde fra hinanden. Naar, men her efter skulle vi med taxa til et hotel. Turen tog fra 14.30-19.00 ca. der var nok omkring 100 km, saa det siger lidt om vejenes tilstand. Jeg troede, at vi skulle bo paa et hotel med fliser osv. Men det var det bestemt ikke. Det var et paradise! Med palmer osv. Skal nok ligge billeder op, men er en klovn der har glemt mit stik, saa det er heldigt jeg har to kamera med. Vi fik laekkert mad (altsaa i forhold til det jeg spiser dagligt). Alt mad hernede er meget staerkt, og de der kender mig godt, ved hvordan jeg har det med det. Selv Martins (min chef i kantinen) er ikke staerkt i forhold til.
Vi har saadan kun ligget ved stranden, spist og drukket. Ja og laest lidt. Jeg har selvfoelgelig/endelig faaet farve (fra hvid til roed og til brun!).

Pigerne fra venstre: mig, Sacha (engelsk), Michelle og Lise (danske) og Daniella (hollansk)

Det kaere paradise

Baren

Jeg har det godt, og kommer snart med en mere indholdsrig opdatering. Haaber i nyder sneen, mens jeg har 30 grader ;)

ankommet!

Saa er jeg ankommet til Ghana, efter en voldsom start (pga kulturchok og chok over at vaere helt alene).
Som Mogens (mine foraeldres ven) sagde, saa er man slet ikke itvivl om at man er kommet til afrika. Lige da jeg kom ud af flyveren var mine haender vaade. det var saa underligt! Jeg fik sagt farvel til de soede paadagoer jeg rejste med, og herefter gik det igang.
Jeg blev taget imod af en meget crazy men soed fyr fra PA. Han var rigtig venlig og foer jeg fik set mig om, var vi fire piger (19 aarig tysker, 26 aarig englaender og en pige fra italien). Tyskeren og italieneren blev koert til deres familier, og englaenderen og jeg til PAs hovedekontor/guesthouse. Her overnattede jeg (fra kl 00.30-5.00). Herefter startede en meget lang koerertur. Jeg fik atvide det ville tage to timer - for jeg skulle jo bo i bjergene (det vidste jeg saa slet ikke!!). Vi skulle dog hente en 30-40 aarig englaender, som virkelig fik mig bekraeftet i mit daarlige engelsk og at jeg var helt alene. Hun havde ihvertfald selvtilliden iorden (de andre siger hun vist skal arbejde for PA). Da jeg ENDELIG kom til kontoret i Koforidua (den by jeg bor i), tog en soed fyr med navnet Michael (Mikki kaldes han) imod mig. Han vidste mig til min houstfamilie, hvor det viste sig at bo en dansk pige - JEG VAR LYKKELIG! endelig en jeg kunne dele mine bekymringer med. Hun var dog ikke hjemme, men det var min anden houstsister. En japaner jeg aldrig kan huske navnet paa. Hun er 34 og forlader os paa onsdag. Mikki viste mig byen. Byen har en lang hovedgade, og er vel paa stoerelse med Kolding centrum. Der er bare 4000 mennesker i gaden paa en gang. Det er HELT crazy. Biler overalt og mennesker overalt. Mikki og jeg fik haevet penge til mig og koebt en ghana mobil. Derefter skulle jeg hjem. Jeg var helt faerdig efter alle de indtryk. Jeg lagde mig til at sove, og da jeg vaagnede var Lisa der (den danske pige). Saa blev der endelig snakket dansk og jeg fik spurgt til alt hvad der maatte vaere. Det var virkelig en lettelse.
Omkring kl 16 skulle vi til quiz aften, hvor de andre frivillige kom. Det viste sig igen at vaere 2 andre danske piger (den ene tager dog hjem i morgen). Jeg tror vi er omkring 7 frivillige her i byen - alle piger.

I dag har jeg saa haft min foerste arbejdsdag. Det er gaaet fint, men der er virkelig mange ting man skal se igennem finger med. De slaar boernene - det er hvad det er, men de pisker dem. Det var voldsomt.De haev og roert alle ved mig, men det var nu ok. Jeg er kommet i en klasse hvor boernene er 4-6 aar gamle. De snakker ikke engelsk, men skal laerer det, saa det er ret udfordene. I dag har jeg baret skrevet af fra en laerer bog til deres haefter, saa de kunne faa det med hjem som lektier.

Til min mor: de blev meget glad for gaverne, og brugte orderne "god bless you!". saa det var perfekt.

I weekenden skal jeg paa tur med de andre til en strand som ligger naer Accra. Det skulle vist bare staa paa badeferie og dans paa borderne, saa det er meget rart at starte med.


Haaber alle har det godt, og nyder det kolde vejr, mens jeg sveder (Sofie - det er vaerre end paa Malta!)